Spis med løverne på savannen: Ree Park Safari åbner restaurant i løveanlægget

thumb image


Fredag den 12. juni slår Ree Park Safari dørene op for de første gæster til et nyt madkoncept, som
giver lokale og feriegæster mulighed for at opleve gourmetmad og udsøgte vine i selskab med løverne.

Var det noget med en middag med udsigt til løverne på savannen? En helt unik spiseoplevelse, som du snart kan opleve i Ree Park Safari. Den 12. juni åbner de for deres nye restaurant på Katanga Hill, som er en del af de store kattedyrs anlæg.

Foto: Ree Park

Konceptet er enkelt. Gæsterne ankommer samtidig, menuen er sammensat på forhånd ud fra årstidens udvalg af råvarer, og vinene er nøje udvalgt, så de fuldender den smagsmæssige oplevelse.

“Det er gourmet på et højt niveau, og omgivelserne er der bestemt heller ikke noget i vejen med. Her har vi skabt en helt unik oplevelse, som man ikke får andre steder,’’ siger direktør, Jesper Stagegaard, i en pressemeddelelse.

Løverne følger med

Med løver lige på den anden side af de store glaspartier, kan der nydes en udsøgt gourmetmenu med fem retter og udvalgte vine, som bliver præsenteret i en vinbuffet.

Klippen på Katanga Hill er løvernes udsigtspunkt til den store savanne i Ree Park. Restauranten ligger i selve klippegrotten, så løverne kan følge med i, hvad der foregår – og du kan få følelsen af at være på safari. Hvis du er heldig, kan du opleve de store dyr komme helt tæt på vinduerne.

Foto: Ree Park

Ny køkkenchef

For at sikre højt kulinarisk niveau i parken har Ree Park Safari allieret sig med kokken Morten Goul Jensen, der også er indehaver af restaurant No. 16 og Happy Event i Aarhus.

Morten Goul Jensen har været med til at planlægge sæson 2020, som nu endelig er kommet i gang. Derfor glæder Jesper Stagegaard sig også til at byde gæsterne indenfor, både til dyremæssige og gastronomiske oplevelser.

Hvor: Ree Park Safari, Stubbe Søvej 15, 8400 Ebeltoft
Hvornår: d. 12. juni 2020


Book bord på Katinga Hill ➤

You may also like...