Copenhagen Jazz Festival 2024: Her kan du forene musikken med en god middag

thumb image
Foto: Den Sorte Diamant

Sommer, sol og sprøde jazztoner. Fra den 4.-14. juli summer København af liv, musik og glæde, når Copenhagen Jazz Festival 2024 løber af pinden. Sød musik i ørene kan let kombineres med god til maven under musikfestivalen, og vi guider dig til hvor.

Igen i år bliver der fyret op for de smukke vokaler og fløjlsbløde toner. Du behøver ikke at være en ægte jazzkender for at få noget ud af den musikalske uge. Kombinér en af de intime koncerter med et dejligt måltid på en af Københavns restauranter.

Du kan se det fulde program for Copenhagen Jazz Festival 2024 her.

Jazz på Apollo Bar og teatermenu hos Anton

I løbet af Copenhagen Jazz Festival afholder Apollo Bar flere koncerter i deres smukke omgivelse under åben himmel. Fredag den 5. juli kl. 20:00 sætter Gábor Bolla weekendstemningen med sprøde og bløde loungetoner. Gábor Bolla har blandt andet arbejdet med Danmarks Radios Bigband og kontrabassisten Gary Peacook. .

Inden musikken spiller kl. 20:00, kan I spise hos Restaurant Anton, som holder til blot et stenkast fra Apollo Bar. Anton serverer for tiden en særlig teatermenu, hvor I selv kan sammensætte jeres middag ud fra forskellige lækre for- og hovedretter. Restauranten sørger for, at I er færdige med at spise kl. 19:30, så der god tid til at finde over til Apollo Bar.

Der er fri entré til koncerten hos Apollo Bar.

Pris: Teatermenu hos Anton: 495 kr. pr. person (+gebyr)
Hvor: Restaurant Anton, Store Strandstræde 3, København K // Apollo Bar, Nyhavn 2, København K
Hvornår: Koncerten starter fredag den 5. juli kl. 20:00

Jazz foran Den Sorte Diamant og smørrebrød i tårnet

Den Sorte Diamant lægger også hus til flere hyggelige jazzkoncerter under jazzfestivalen. Den anmelderoste saxofonist og komponist Cecilie Strange kan du opleve live, når hun spiller foran Den Sorte Diamant torsdag den 11. juli kl. 16:00. Selvom det ikke helt er weekend, kan du glæde dig til kolde drikkevarer, snacks og sommerstemning fra caféens pop-up bar – det er jo lille fredag.

Fredag den 12. juli kl. 16:00 får Den Sorte Diamant besøg af den dynamiske duo Gustaf Ljunggren og Emil de Waal, som har spillet sammen i 25 år og gør brug af både akustiske og elektroniske instrumenter, når de giver koncerter.

I kan starte eftermiddagen med en frokost hos Meyers i Tårnet, som ligger på toppen af Christiansborg og bare 500 meter fra Den Sorte Diamant. En stemningsfuld eftermiddag med lækre saxofontoner, bliver kun endnu bedre, når den starter med lækkert smørrebrød fra én af byens bedste frokostrestauranter.

Der er fri entré til koncerterne foran Den Sorte Diamant.

Hvor: Meyers i tårnet, Christiansborg, København K // Den Sorte Diamant, Søren Kierkegaards Pl. 1, København K
Hvornår: Koncerterne starter torsdag den 11. og fredag den 12. kl. 16:00

En kærlig hyldest koncert i Kongens Have

I Kongens Have er der også god mulighed for at lytte til en masse dejlig musik under Copenhagen Jazz Festival. I løbet af ugen lægger flere forskellige jazzmusikere vejen forbi haven, men tirsdag den 9. juli bliver ganske særlig. Denne eftermiddagskoncert er nemlig til ære for jazzmusiker, mundharpespiller, komponist og meget mere, Elith Nykjær Jørgensen, som gik bort i december 2023.

“Nulle”, som Jørgensen også blev kaldt, trak altid store publikum til sine koncerter, og denne hyldestkoncert bliver med garanti ingen undtagelse.

Lige overfor Kongens Have finder I Garden Restaurant & Vinbar. Her kan I smutte over efter koncerten og skåle i et køligt glas vin med kig til Gothersgade eller nyde en god middag på restauranten, som har mange sommerklassikere på menuen.

Der er fri entré til koncerterne i Kongens Have.

Hvor: Kongens Have, Øster Voldgade 4a, København K // Garde Restaurant & Vinbar, Gothersgade 87, København K
Hvornår: Koncerten starter tirsdag den 9. juli kl. 15:00

Jazz på Den Røde Plads hver eftermiddag

Én af de mest populære scener under jazzfestivalen finder I på den Røde Plads tæt ved Nørrebro Station. I år præsenterer den Røde Plads 29 koncerter med alt fra soul, funk, vokaljazz og elektroniske toner på menuen. Koncerterne starter hver dag op af eftermiddagen.

Efter at have lyttet til den gode jazzmusik, kan man godt gå hen og blive sulten, og heldigvis kan I finde en lækker restaurant om hvert gadehjørne på Nørrebro. Prøv f.eks. Silberbaurs Bistro, som har et fantastisk line up af franske klassikere og gode vine.

Der er gratis entré til koncerterne på den Røde Plads – med en opfordring om købe et armbånd til 100 kr. på pladsen, for at sikre festivalens videre gang.

Hvor: Den Røde Plads, Nørrebrogade 210, København N / Silberbauer Bistro, Jægersborggade 40, København N
Hvornår: Koncerterne starter hver eftermiddag 5.-14. juli fra kl. 16:00

Dansevenlig jazz ved Nyhavns Mindeanker

I knap 85 år har Nyhavn fra scenen ved mindeankeret budt publikum på dansk jazz og god stemning. Kig forbi Nyhavn, når et af tidens førende orkestre indenfor dansevenlig swingmusik, Tuxen Lockjaw, spiller koncert den 5. juli kl. 19:00 og sætter gang i benene på publikum.

Inden det er tid til en swing-om, kan I tage plads hos Nyhavnskroen, som ligger 300 meter fra mindeankeret. Nyhavnskroen serverer dejlige kroklassikere som reje cocktail, hakkebøf og stegt flæsk.

Der er fri entré til koncerterne ved Nyhavn.

Hvor: Nyhavns mindeanker, Nyhavn 1, København K // Nyhavnskroen, Nyhavn 47, København K
Hvornår: Koncerten starter fredag den 5. juli kl. 19:00

Oplev jazzfestivalens store stjerner hos DR Koncerthuset

Under Copenhagen Jazz festival 2024 kan I opleve nogle af jazzgenrens store stjerner i DR koncerthuset.

Ugen startet med et brag af en koncert den 4. juli, når den tredobbelte grammy-vindende vokalist, Cécilie Mclorin Salvant, gæster koncertsalen. Senere under jazzfestivalen den 12. og 13. juli kan I lytte til smukke soul-sange fra Anohni and the Johnsons. Afslutningsvis giver Rufus Wainwright en eksklusiv solokoncert kun i selskab med sit flygel den 14. juli .

I løbet af jazzugen danner Studie 2 rammerne om aktuel dansk jazz, hvor I kan opleve Cæcilie Norby, Girls in Airport og mange flere. Køb jeres biletter til jazz i DR Koncerthuset her.

Pris: 240-790 kr. pr. billet
Hvor: DR Koncerthuset, Ørestads Boulevard 13, København S
Hvornår: Koncerterne afholdes mellem 4. og 14. juli

Du kan opleve mange flere koncerter til Copenhagen Jazz Festival 2024. Find hele programmet her!

You may also like...