Nyt morgen-spot i København: Spis morgenmad tilberedt af Michelin-kok

thumb image
Foto: Vi har besøgt San Marco JUNIOR

Allerede når klokken slår otte, er morgensulten og kaffetørsten velkommen hos San Marco JUNIOR på Frederiksberg. De introducerer et nyt morgenmadskoncept tilberedt af Michelin-kok, som med garanti vil sikre dig en god start på dagen.

Ægteparret Marc og Mathilde Zangrando har fanget den stigende efterspørgsel på den simple og kvikke morgenmad, sydeuropæerne gør sig i. Derfor har de lanceret et nyt morgenmadskoncept, så du nu kan lave et pitstop inden arbejde.

Og det er ikke hvem som helst, der skal trylle i køkkenet. Parret har allieret sig med den tidligere Michelin-kok Jesper Thorhauge, som har arbejdet hos Geranium og Søllerød Kro.

Menuen er ukompliceret og nem at finde rundt i, men overhaler med længder den klassiske smør og ost bagerbolle kastet i to-go pose med lunken filterkaffe on the side.

Vi har lagt vejen forbi JUNIOR, for at afprøve menuen, så du ved, hvad du kan glæde dig til!

Avocadomad eller trøffeltoast?

Foto: Trøffeltoast med æg og masser af høost.


Når man træder ind ad døren hos JUNIOR, så ses det tydeligt, at københavnerne har taget godt imod konceptet. Det er mandag kl. 10, og der er allerede fyldt op ved bordene og stemningen summer af nyopstartet uge.

menukortet ses alt fra grillet rugbrød med avocado, økologisk vaniljeskyr med hjemmeristet granola og friskbagte croissanter. Og man ville da være et skarn, hvis man ikke fik smagt på lidt af af det hele.

Vi kastede os (bogstavlig talt) over toast deluxe, og det bliver bestemt ikke en engangsfornøjelse. Brødet var perfekt sprødt, smurt med en trøffelpaste, hvortil der er smeltet høost, landskinke og et perfekt steget spejlæg på toppen.

Med sådan én på tallerkenen er der madro for en stund…..

Avocadotallerkenen gik lige i hjertet på os. En ret, der er til at forstå, uden for mange dikkedarer. Urter, grønt, ristet nybagt rugbrød og selvfølgelig en masse avocado.

Det er også muligt at vælge mellem mere solide morgenmåltider og stensikre hits som Egg Benedict og Croque Monsiuer. Vi var dog nødt til at begrænse os en smule, så vi også havde plads til lidt sødt.

Står din søde tand, ligesom vores, tidligt op? Så er vores varmeste anbefaling pandekager. De er smørstegte og serveres med en sødlig bærkompot og sirup.

Sandsynligvis er de spist i løbet af få minutter, og hvis du har planer om at dele tallerkenen med en anden, bliver der altså kamp til stregen om bidderne.

Stor ros for madens betjeningen, som foregik på fornem og hjertevarm vis af JUNIORs ejere og restaurantens søde folk.

Michelin-kok står for morgenmaden

For at kunne levere morgenmad i topklasse har JUNIOR allieret sig med en ny kok og gammel kending fra kokkefaget. Det er tidligere Michelin-kok Jesper Wohlert Thorhauge, som har arbejdet på de verdenskendte restauranter Geranium og Søllerød Kro.

Her vil Jesper Wohlert Thorhauge sammen med resten af teamet være med til at sætte sit præg og sikre, at morgenmad ude ikke længere hører weekenden til.

“Vi er blevet mere som sydeuropæerne, der gerne nyder morgenkaffen og en simpel morgenmad på vej til arbejde”, fortæller Marc Zangrando.

Beliggenheden på Falkoner Allé gør det muligt at fange netop det travle arbejdsfolk. Der er derfor plads til laptops og et kort pit-stop til en hurtig tår kaffe.

Og kaffen er hurtigt drukket – ikke fordi du får en sparsom kop serveret, men fordi den smager ligesom god kaffe skal.

Der skal derfor lyde en stor anbefaling herfra. Hvis du er morgensulten – og på en hverdag, så er JUNIOR dit nye spot.

You may also like...