Øens Spisested: Lokal perle på Amager med lufthavnsreguleret gås på menuen
Amager har en gastronomisk højdespringer, når det kommer til lokale råvarer. Med gås skudt i lufthavnen og dådyr fra Kalvebod Fælled er Øens Spisested en restaurant, der rent ud sagt giver gæsterne lov til at tage en bid af Amager.
Amager, Lorteøen eller Danmarks Manhattan. Øen i den østlige del af København kan virkelig levere, når det kommer til gastronomi, som de seneste 15 års byudvikling er et klart bevis på. Her ligger en skjult perle, der formår at bringe øens lokale råvarer i spil, og hvor historierne rent ud sagt er til at smage på.
Stedet hedder Øens Spisested, og hvis du endnu ikke har lagt vejen forbi, så er det bare om at komme afsted.
Amager: Et stort foderkammer
Øens Spisested drives af Yngve Fobian, et kendt ansigt på Amager. Til trods for, at han forlod Hvidovre som 17-årig, er hans hjerte og hjem det historiske Holmbladsgade, hvor han har boet siden ungdommen.
Når du taler med Yngve, så kan hans passion for mad, lokalhistorie og natur tydeligt mærkes – særligt når snakken falder på Amager:
Amager er ét stort foderkammer, som jeg elsker at dyrke. Vi har noget, der er helt unikt i form af kystlinjen, Vestamager og Amager Fælled, som betyder at mange af vores råvarer kommer fra nærområdet”.
Yngve Fobian, køkkenchef hos Øens Spisested
Med en baggrund som uddannet kok åbnede han spisestedet i 2012 – først i baglokalet i boldklubben Fremad Amager. Restauranten er dog rykket tilbage til Yngves barndomsgade, Holmbladsgade, og har allersenest slået dørene op på et nyt gadenummer.
Her er Yngve ikke blot erfaren kok – han er en kulinarisk fortæller, der bringer Amagers historie og smag til livs. En passion, han deler sammen med sit personale.
“Vi har som noget helt unikt vores egen dedikerede sanker, ved navn Christel. Hun besøger Prøvestenen, Kongelunden og Christianshavns volde for at finde de fineste spirer og urter, der bruges i retterne”, fortæller Yngve.
Og det er historierne omkring tilblivelsen af retterne, som særligt får lov til at fylde. Men når man samtidig spørger ud i køkkenet, hvad de er ekstra stolte af på restauranten, så falder svaret prompte fra en af kokkene:
Konceptet med råvarerne og vores familiære tone. Vi går ligeså meget op i råvarerne, som i ordnede personaleforhold – og med en ordentlig overenskomst”.
Anders Krog, kok hos Øens Spisested.
Stedets unikke råvarer og koncept tiltrækker helt naturligt opmærksomhed fra hele København, og selv turisterne har fået øjnene op for stedet, som glædeligt kommer forbi for at tage en bid af Amager.
Med hjælp fra øens lokale jægere
Under corona-nedlukningen i 2021 fik Yngve en dybere forbindelse til det nærmiljøet. Gennem samtaler med lokale jægere opstod ideen om at blive endnu mere lokal og bæredygtig:
”Jeg faldt i snak med jægerne på mine mange gåture ved Ullerup ved Kastrup og Kongelunden. Siden da er der nærmest gået sport i den ved at levere and, gæs, fasan og dådyr til restauranten”, fortæller Yngve.
Ifølge Yngve er det dog ikke ubesværet, at drive en restaurant, som går planken ud ift. ikke at anvende fødevarer fra konventionelt landbrug:
Det kræver tid. Og det er den tid, vi tager os, da vi så inderligt tror på det, vi laver. Selv i går stod en af vores unge kokke og plukkede 57 fasaner, som tager en hel dag”.
“Vi drives af lyst”
Når gæsterne lader blikket glide ned over menukortet, så kan man støde på alt fra tatar med dådyr, tortellini med bakskuld, skovdue og den famøse Amarmad i nye klæder – saftigt briochebrød, røget gåsebryst, sprødt rugbrød og sød æblechutney i ren umamieksplosion.
Køkkentypen går de ikke specielt meget op i hos Øens Spisested. Derimod er stedet drevet af lyst:
“Vi bekender os ikke til et særligt land om det er nordisk, fransk eller italiensk. Vi laver det, vi elsker. Med respekt for råvarerne og kulturhistorien” .
Yngve Fobian, køkkenchef hos Øens Spisested.
Spisestedet er derfor et personligt projekt, som følger Yngve også udenfor restauranten:
”Det er særligt på mine gåture i området eller sejlture fra min båd, hvor jeg får lyst til at lave mad. Selv den fisk jeg fanger, hiver jeg ind på restauranten”, fortæller han.
Øens Spisested taler derfor også helt perfekt ind i den aktuelle klimadagsordenen. Her kommer bl.a. alt deres grønt indenfor en radius af 10 km. Men det afgørende er ikke at slå på tromme for de politiske dagsordenener:
”Det handler om den gode historie. Vi har elsker at bringe den unikke natur og historie ind på tallerkenen. Og det er det, som vi også kan mærke, at vores gæster finder unikt og besøgsværdigt”, tilføjer Yngve.
Restauranten har haft travlt siden de flyttede ind i nye, større lokaler på Holmbladsgade i november 2023, hvorfor de stadig ikke har nået at hænge deres nye skilt op på husets facade.
Adresse: Holmbladsgade 70E, København S