Guide: Smag dig gennem Østerbros lækre restauranter
Italiensk pasta, fransk bistro og dansk smørrebrød. Der er mange fantastiske restauranter på Østerbro! Vi har samlet flere steder, hvor du kan få en god bid mad i 2100.
Østerbro gemmer på nogle fantastiske perler, når det kommer til caféer og restauranter. Tag en slentretur gennem det charmerende nabolag, og lad os hjælpe dig med at finde det perfekte frokostspot i solskinsvejret.
Vi har samlet en guide over nogle af de bedste spisesteder, som du bør prøve, når du er i spelt-kvarteret.
Restaurant PAX: Bistrokøkken og bar med byens bedste stemning
På Masnedøgade finder du restaurant PAX; En stemningsfuld og elegant restaurant i to etager, hvor du kan være helt sikker på at maden smager fantastisk fra første bid til sidste mundfuld – det er nemlig restaurantens vigtigste kriterium for deres menukort, som ellers henter inspiration fra mange af verdens køkkentraditioner.
I stueetagen kan du nyde en lækker cocktail eller en kold øl i baren med fed stemning on the side. På første sal serveres alt det bedste fra bistrokøkkenet, hvor maden er ærlig og autentisk i smag og udtryk.
I marts måned har PAX et særligt godt tilbud i ærmet. Du kan smage deres Chef’s choice menu af 4 retter til bare 249 kroner! Her får du serveret salat med burrata, tatar med kimchi mayo, kortelet med jordskokkepuré og rosemarincheesecake.
Hvor: Masdnedøgade 4, København Ø
The Union Kitchen: Et stensikkert hit
The Union Kitchen er et casual spisested med en international atmosfære, hvor gæster kan komme fra tidlig morgen til hen på aftenen for at nyde en espresso, en lækker frokost eller en afslappet middag. Konceptet hos The Union Kitchen har gjort stedet til et solidt trækplaster på blandt andet morgenmadsfronten, hvor folk valfarter til stedet for at få stillet sulten – også når man har ondt i håret dagen efter en aften i byen.
Union Kitchen er uden tvivl en af de bedste restauranter på Østerbro at spise brunch hos. Den velassorterede tallerkenen består af røræg, bacon, laks, Vesterhavs ost, vaffel og meget mere. Du kan også kaste dig over husets Hangover Burger med fritter og trøffelmayo, som med garanti vil give dig kuløren tilbage i hovedet.
Hvor: Øster Farimagsgade 16, 2100 København Ø
Le Saint Jacques: Bistromad som i Paris
“I Østerbros mini-Paris laver de bedre bistromad end i Paris”. Sådan skrev Berlingskes madanmelder efter sin spiseoplevelse ved Le Saint Jacques og kvitterede med 5 flotte stjerner.
På smukke Sankt Jakobs Plads byder den franske perle på en hyggelig og afslappet stemning. Om sommeren kan I nyde maden i de flettede stole på den store plads, og indenfor er restauranten charmerende indrettet med retro, franske plakater og hvide duge.
Køkkenet er præget af det franske landkøkken med retter som andebryst med valnødder, syltede kartofler og sauce Bigarade og dagens fisk. På kortet finder du også husets hjemmerøgede laks, som er en af køkkenets specialiteter.
Hvor: Sankt Jakobs Plads 1, København Ø
Famo Metro: Kalder alle pastaelskere!
Famo Metro er en af de bedste italienske restauranter på Østerbro – oven i købet med sø-kig til Sortedams Dosseringen.
Restauranten er en del af Famo-familien, der i mange år har serveret ærke-italiensk mad til de pastaglade københavnere. På det moderne osteria serveres klassiske retter fra hele Italien.
Er du en af dem, der aldrig kan beslutte dig for, hvad du vil have? Det bliver ikke noget problem på Famo Metro. Der er nemlig ikke noget menukort. Her må du blot læne dig tilbage i sædet og stole på kokkene, der tryller med italienske råvarer i køkkenet.
Hvor: Øster Søgade 114, København Ø
Café Bopa: Én af Østerbros mest populære
En af Østerbros mest populære caféer er Café Bopa. Her ved de altså, hvordan man skaber rigtig god stemning. Caféen er et ideelt sted at hænge ud, mens du nyder den afslappede atmosfære og udsigten til grønne træer, de kulørte lysranker og petanque-banen.
Menukortet på Café Bopa trækker inspiration fra det franske køkken, som blandt andet byder på hvidvinsdampede blåmuslinger, croque madame, tatar med estragon og mange andre skønne café-retter. Særligt populært er deres weekendbrunch, hvor du får røræg, pølser, yoghurt, pandekager og hele molevitten.
Hvor: Løgstørgade 8, København Ø
Café Charlottehaven: Børnevenlig oase i jydekvarteret
Café Charlottehaven er en lille oase beliggende midt på Østerbro i det populære jydekvarter. Her kan du se frem til en afslappet atmosfære, hvor du kan hygge dig i godt selskab med venner og familie. Charlottehaven er faktisk et oplagt spisested for børnefamilien, da der er masser af plads at boltre sig på, samt sunde og lette retter til både børn og voksne.
Bag Charlottehavens mure gemmer sig desuden en dejlig gårdhave, hvor du kan nye solens stråler, mens du sætter tænderne i en af de gode retter fra menukortet, nyder en god kaffe eller måske et glas kold hvidvin.
Hvor: Hjørringgade 12C, København Ø
Brasserie Barner: Pariser-stil på Østerbro
Leder du efter franske restauranter på Østerbro? På Århusgade finder du Brasserie Barner med garanti for masser af fransk stemning og enkle, smagfulde brasserie-retter. Barner er også et oplagt sted at tage hen, når solen titter frem, da du kan sidde ved et af de hyggelige borde udenfor på fortovet i ægte Pariser-stil.
I en madanmeldelse skriver Politiken følgende: “Hyggeligt Østerbro-brasserie er sådan et sted, man har lyst til at besøge igen og igen”, og roste brasseriet for at have helt styr på håndværket.
På menukortet vil du finde retter, der henter inspiration fra det moderne franske brasserie-køkken – eksempelvis confiteret andelår, tatar, soufflé og ravioli med ragout af oksehaler.
Hvor: Århusgade 1, København Ø
A DRESSCODE: Alverdens smørrebrød på Amerika Plads
I november 2021 åbnede restaurant A DRESSCODE i den gamle stationsbygning på Amerika Plads i Nordhavn. Her skal du tage ind, hvis du vil spise en god frokost i et charmerende bindingsværkhus.
A Dresscode har åbent mandag til fredag i tidsrummet fra 11.00 til 15.30, hvor du kan nyde et menukort spækket med lækkert smørrebrød baseret på de bedste råvarer. Glæd dig for eksempel til velsmagende klassikere som hummer, tatar, rødspættefilet, rejemaden og mange flere.
Hvor: Amerika Plads 28, Nordhavn
Ambassaden & Konsulatet: Lækre danske retter med et tvist
Ambassaden & Konsulatet ligger, som navnet antyder, lige overfor den amerikanske ambassade på Østerbro. Her finder du en traditionel dansk frokostrestaurant med en menu bestående af lækre danske retter med et tvist.
Restauranten holder åbent mandag til lørdag fra kl. 11 til 16, hvor du blandt andet kan glæde dig til et stort udvalg af smørrebrød med og uden kød, luksuriøs tatar, ost og sødt. Helt klart en af de lækreste restauranter på Østerbro til de frokostsultne.
Hvor: Dag Hammarskjölds Allé 7, København Ø
Zio&Nonna: Italiensk, familieejet perle
På et stille hjørne på Østerbro har Antonio og hans familie opbygget en trofast skare af stamkunder blandt de lokale beboere – og med god grund. Antonios mor står i køkkenet, hvor hun til daglig kokkerer udsøgte pastaretter, sprøde pizzaer, grillet kød og fisk og serverer lækker antipasti.
Vinkortet er selvfølgelig italiensk og spænder bredt, og så er der også et mindre udvalg af gode cocktails, øl og kaffe.
Hvor: Østbanegade 23, København Ø
Kafé Kapers: Klassiske caféretter under pavillonen
På Gunnar Nu Hansens Plads på Østerbro kan du hos Kafé Kapers få alt fra en hurtig kop kaffe til den helt store middagsanretning. Kapers beliggenhed har skabt de perfekte rammer for et lækkert udeareal med loungemøbler, tæpper og levende lys.
Her er noget for enhver smag af klassiske caféretter, snacks og kolde drikke. Spisekortet byder på alt fra saftige ribeyes, lette salater og velsmagende burgere. Restauranten har åbent fra kl. 9 om morgenen til kl. 00 om aftenen, så uanset om du vil komme til morgen, middag eller aften har Kafé Kapers noget for dig.
Hvor: Gunnar Nu Hansens Plads 2, København Ø
Restaurant Silo: Byens bedste udsigt
Ved den gamle kornsilo i Nordhavn ligger et spisested, som på trods af at kunne bryste sig af en beliggenhed i godt 67 meters højde, faktisk er helt nede på jorden. Navnet er Restaurant Silo, og her byder personalet alle velkommen indenfor i deres smukke restaurant på 17. etage, hvor du foruden den billedskønne udsigt over hav og by også kan glæde dig til store madoplevelser.
Restaurant SILO er kendt for fremragende gastronomi og den bjergtagende udsigt over både himmel, hav og det halve af København. Køkkenet kan aldrig sættes i bås, men forstår at blande de gastronomiske genrer, som drager både smagsindtryk og den samlede restaurantoplevelse op i helt nye højder.
Hvor: Helsinkigade 29, 17. etage, Nordhavn