Anmelderne jubler: Du får hotdog og Københavnstang til dessert

thumb image
Foto: Restaurant Anton, fotograf Armin Tehrani

Restaurant Anton åbnede i januar 2024, og siden åbningen har restauranten haft travlt. Med kreative retter på menuen serveret i ualmindeligt smukke omgivelser, er restauranten det seneste skud på stammen på den Københavnske madscene, som du bør besøge hurtigst muligt.

Hvis du bare elsker fantastisk mad, god service – serveret i historiske omgivelser, så er restauranten Anton et spot, du bør kende.

Her serveres du et stykke af Danmarkshistorien i smukke lokaler dateret helt tilbage til 1853. Indretningen har været en lang og velovervejet proces, når man spørger Johan B. Holck, ejer af restaurant Anton. Alt fra de specialdesignede borde med Royal Copenhagen-motiv til de unikke vægmalerier, som går tilbage til bygningens opførelse i 1850’erne.

Både indretningen og maden er blevet godt modtaget, som gør denne restaurant et besøg værd.

Anmelderrost menukort

Muligvis prydes væggene med malerier helt tilbage fra 1853 – men bare rolig, menukortet er blevet opdateret med tiden. Når man kigger nedover menuen, så fornemmes det klart, at det er en kærlighedserklæring til det danske og København.

Vi er stolte af de gode, danske råvarer. Alt er dansk produceret, det samme er fisk og grønt, som endda kan kaldes biodynamisk”

Johan B. Holck, ejer af restaurant Anton

Restauranten gør en stor dyd ud af at fortælle om deres jord til bord-principper, hvor det er vigtigt at bringe lokale leverandører i spil og med råvarer, der selvfølgelig er økologiske og bæredygtige.

Her kan gæsterne forvente nogle spændende udskæringer af kronvildt, lam, gris og ko. Den gode smag er derfor i højsædet, hvilket madkritikerne giver udtryk for.

Den garvede madanmelder Ole Troelsø besøgte restauranten i januar og uddelte hele 5 ud af 6 stjerner i Børsen.

Jeg var imponeret over den træfsikkerhed, der prægede hele måltidet”

Ole Troelsø, januar 2024, Børsen

Allersenest lagde gastronomiredaktør Søren Damm fra Berlingske vejen forbi og kvitterede med 4 ud af 6 stjerner. Særligt retten bestående af mørbrad med sauce bordelaise var en, som han beskriver det, “en regulær umami-tsunami”.

Jeg tør ikke regne mængden af kalorier sammen indtil videre, faktum var dog, at vi var meget mætte, men også tilfredse”

Søren Damm, februar 2024, Berlingske

Hotdog til dessert

En af de frækkere retter på menukortet, som også har tiltrukket opmærksomhed, er en hotdog, som er at finde under desserter.

“Vores bud på en dessert-hotdog skal give gæsternes en smagsoplevelse, de ikke har prøvet før. Her har vores dygtige kok fået udviklet en af slagsen, som byder på karamel, æble og røde bær”, fortæller Johan B. Holck.

Desserten har bestemt vakt begejstring. Berlingskes madanmelder beskriver den som følgende:

Den bedste var »hotdog«, hvor pølsebrødet var karamelliseret brioche, »pølsen« var vaniljeis, og abeneglene (som ristede løg hed i den lokale pølsevogn) var bagt chokolade og til sidst en slags »remoulade« af syrlige æbler med citronverbena. Legesygt, frisk og velsmagende.

Søren Damm, Berlingske

Foruden en hotdog kan gæsterne også vælge en Københavnerstang. Her er der ikke tale om syntetisk ananassorbet overtrukket på flødeis, men i en nærmest dekonstrueret version bestående af yoghurt, ananas og vanilje i en flot lag-på-lag opsætning. Med en pris på 95 kr. så skal man næsten være at skarn, hvis middagen ikke afsluttes med lidt sødt.

Menuprisen hos Anton ligger på 750 kr. for en udsøgt 4-retters menu sammensat af køkkenet. Gæsterne kan også dykke ned i ala carte-udvalget med forretter, der starter fra 95 kr. og hovedretter fra 285 kr.

Restaurant Anton: Muligvis de pæneste lokaler i byen

Bygningen, som restauranten holder til i, er opført tilbage i 1853 og gjorde på det tidspunkt sin gang som eksklusivt konditori, hvor byens fremtrædende folk lagde vejen forbi for at spise de bedste kager, København havde at byde på. Rygtet siger, at selveste H.C. Andersen har siddet derinde med en kagegaffel i den ene hånd og skrivepennen i den anden.

Selv fortæller Johan B. Holck, at restauranten har fået en ordentlig overhaling, efter den tidligere Restaurant Els, som lå på adressen. Her har det været vigtigt at fremhæve de smukke vægmalerier, hvorfor alt indretning kredser om disse. Alt fra det lyse egetræ til de vinrøde detaljer i læderet, som binder sløjfe på indretningen:

Intet er overladt til tilfældighederne, hvilket også kan mærkes på gæsterne, når de træder indenfor. Selv vores borde med Royal Copenhagen-klinker er specialdesignet”

Johan B. Holck

Restaurant Anton har åbent alle ugens dage til både frokost og aften. Dertil er det også muligt for gæster at booke ind til private dining i kælderen.

Hvor: Store Strandstræde 3, København K

You may also like...