Michelin 2020: Fyns restauranter beholder deres ‘tallerkner’
Michelin-guiden 2020 er udkommet. Tre restauranter på Fyn beholder deres Michelin Plate, og de udmærkes endnu en gang med særligt emblem for at servere et særligt godt måltid.
Dette års Michelin-guide er netop blevet offentliggjort. I den prestigefyldte spiseguide anbefales flere danske restauranter – blandt andet tre på Fyn. Her er der tale om Falsled Kro i Milinge samt Pasfall og Restaurant Vår i Odense, der alle er udmærket med en Michelin Plate (red. Michelin Tallerken). Dette gjorde sig også gældende i Michelin-guiden for 2019, og de tre fynske restauranter beholder derfor deres Michelin Plates.
Vend blikket mod tallerknerne
Prisen blev indført i 2016 og gives til restauranter, der serverer ‘et godt måltid af særlig kvalitet’. Michelin Plate-niveauet ligger lige under en Bib Gourmand, som igen er niveauet under en et-stjernet restaurant. Så er du på udkig efter en god spiseoplevelse, så skal du vende dit blik mod tallerknerne.