Camping Aarhus: feriestemning, minigolf og burgers

thumb image

Kreativiteten har fået helt frie tøjler i Aarhus hos folkene bag Cocks & Cows. På Åboulevarden 9 får du serveret den rendyrkede feriestemning, som du kender fra det danske sommerland.

En urban campingoplevelse

Området omkring åen i Aarhus er et populært trækplaster, når solen skinner, og feriefølelsen er aldrig mange kolde drinks væk, når først selskabet har sat sig til rette. Men bedst som ingen troede, det kunne blive bedre, kom Camping Aarhus og slog pløkkerne i på stedet.

Det opsigtsvækkende navn dækker over et kreativt og innovativt koncept, som bringer elementer fra den velkendte campingferie ind i en urban kontekst. Minigolf, nem mad og kolde forfriskninger kan hurtigt blive vanedannende – Især når de fleste af os holder sommerferien hjemme i Danmark i år.

Ni baner minigolf

Træd ind i Camping Aarhus’ flotte lokaler, som er gennemtænkt fra ende til anden. Hver en centimeter er udnyttet, for der er nemlig anlagt hele ni minigolfbaner med kreative forhindringer – nøjagtig som det skal være.

Udfordr din kæreste, din veninde eller din gamle far til et slag minigolf og kombiner turneringen med lidt godt til ganen.

Et slag minigolf koster 50 kroner, og banerne varierer i sværhedsgrad, så alle niveauer kan være med i legen.

Cocktails og udendørsbar

Efter spillet kan I tage plads i udendørsbaren, der ligesom resten er indrettet i bedste campingstil. Brede parasoller, campingstole, træstubbe og hvidt stakit. Når du sidder her i solens stråler med en kold drink i hånden, er det umuligt at sætte en finger på feriestemningen.

Barkortet har alt det, en rigtig bar skal have af kolde fadøl, cider og cocktails, og du kan sidde både inde og ude.

Snacks og håndburgere

Madprofilen er bevaret i Cocks & Cows’ ånd, men den velkendte caféburger kommer i en håndholdt version, som er lige til at spise med hænderne. Derudover byder menukortet på lækre snacks i bedste campingstil: popkorn, sprøde chips og slush ice.


Hvor: Åboulevarden 9, 800 Aarhus C

Åbningstider:

Mandag: 15.00-22.00

Fredag-lørdag: 12.00-02.00

Søndag: 12.00-22.00


Book minigolf og håndburgere her ➤

You may also like...