Efter suveræn modtagelse: Restaurant udvider med lørdags-brunch
Restauranten, der åbnede i efteråret, har taget den aarhusianske madscene med storm. Nu udvider de med brunch, der serveres hver lørdag.
I efteråret åbnede restaurant Syv Ni 13 på Frederiksgade i Aarhus Midtby. Bag den står en erfaren trio, Frederik Hejberg Pedersen, Kalle Møller Jensen og Asbjørn Kyed Sørensen, der længe havde gået med drømmen om egen restaurant, hvor de kunne give gæsterne unikke madoplevelser.
De tog chancen med Syv Ni 13, og et par måneder efter åbningen kom gæsterne med deres dom. Restauranten løb med førstepladsen under Smag Prisen 2020 og kunne dermed kalde sig Aarhus’ bedste nye spisested i 2020. Efter nogle måneder udelukkende med frokost- og aftenservering, åbner restauranten nu for brunch hver lørdag formiddag.
Retter til deling
Køkkenets koncept er social dining, hvor maden består af flere små serveringer, der deles omkring bordet. Det også er deleretterne, der sættes på bordet, når restauranten serverer brunch. Til brunch kan du vælge mellem små lækre retter som avocado med saltede mandler og paprika, klassisk spejlæg med tørsaltet bacon og tomat eller søde, arme riddere med rabarberkompot, saltkaramel og is.
Drikkevarer ad libitum
Hvis du ‘bare’ skal stille den lille sult med et par retter, koster hver ret 60 kroner, men du kan også bestille fire retter til 159 kroner eller seks retter til 197 kroner.
Drikkevarer ad libitum kan tilkøbes for 79 kr., hvor der er kaffe, te, juice, vand m/u brus og hjemmelavet ingefærshot til fri afbenyttelse.
Book bord på Syv Ni 13 ➤
Brunchen kan bestilles fra kl. 10.30 til kl. 14.00.
Hvornår: Hver lørdag
Hvor: Syv Ni 13, Frederiksgade 74, 8000 Aarhus C