Geranium kåret som verdens bedste restaurant
Mandag aften var stjernekokke fra hele kloden samlet i London, da verdens bedste restauranter skulle kåres til prisuddelingen World’s 50 Best Restaurants. Danmark kan bryste sig med hele tre placeringer på den prestigefyldte liste.
København er igen igen i front, når det gælder gastronomi i absolut verdensklasse. Geranium er nemlig verdens bedste restaurant, hvilket står klart efter en priskåring i London mandag aften.
Køkkenchef og medstifter af Geranium, Rasmus Kofoed, var tydeligt berørt af den anerkendende titel:
Mad forbinder folk. Jeg er så fandens stolt over at kunne være en del af dette. For mig handler det ikke om at være bedre end andre. Det er en fejring af os alle sammen. Nu er det tid til noget hygge. Skål!
Udtalte han med glædessmil og stolthed i stemmen i går aftes, hvilket efterfølgende blev bifaldt af et begejstret publikum med anerkendende klapsalver og piftefløjt.
Andenpladsen gik til Central fra Lima, Peru, og tredjepladsen blev Disfrutar fra Barcelona.
Flere danske gourmetrestauranter på verdenslisten
På verdensranglisten debuterede Alchemist desuden i top-50 med en flot 18. plads, mens Restaurant Jordnær ligeledes fik en 38. plads. Vi har derfor i dag rigtig god grund til at være ekstra stolte over vores danske restaurantscene.
Sidste år blev det famøse Noma kåret som verdens bedste restaurant for intet mindre end femte gang, mens Geranium i tæt løb fik sneget sig ind på en meget velfortjent andenplads. En regelændring betyder dog, at det ikke længere er tilladt for en restaurant at vinde konkurrencen to gange. Noma er i stedet blevet optaget i en gruppe for tidligere vindere kaldet Best of the Best.
World’s 50 Best Restaurants bedømmelse bygger på stemmer fra et panel på 1080 kulinariske kendere, herunder madanmeldere og kokke.