Grøn gourmetrestaurant genåbner med kendt kok bag komfuret

thumb image

Når den østjyske  gourmetrestaurant Moment på onsdag slår dørene op for deres anden sæson, er det med stjernekokken Rene Warn ved roret.

Midt i den mangfoldige natur i Nationalpark Mols Bjerge ved økolandsbyen Friland har den grønne gourmetrestaurant Moment til huse.

Moment har siden sidste forår beriget sine gæster med bæredygtige gastronomiske oplevelser, og når de i denne uge åbner for sæsonen, er det med nye kreative kræfter bag komfuret.

Stjernekok fra storbyen

Det bliver Rene Warn, der skal videreføre de bæredygtige værdier på Restaurant Moment på Djursland. Rene har en fortid på den 2-stjernede Michelin restaurant Kommandanten, 1. th., Sorte Hest – Et Spisehus og Bistro Avenue – alle sammen i København. Nu rykker han teltpælene op og skifter storbyen ud med den friske østjyske luft.

”Vi har et stort fælles ideologisk grundlag med Rene”, fortæller Morten og Rikke Storm Overgaard, der sidste år åbnede one-of-a-kind restauranten Moment.

”Rene går meget op i lokale råvarer, og han vil gerne lave gastronomisk udfordrende mad af høj kvalitet ud fra de råvarer, naturen tilbyder den givne dag”, fortsætter Rikke og Morten – og de visioner passer som fod i hose med tankegangen bag Moment.

Bæredygtig gastronomi når nye højder

”Det er ikke en restaurant, der er tilsat en idé om bæredygtighed. Hele udgangspunktet er selve idéen om bæredygtighed”, forklarer Rikke og Morten. Det handler nemlig ikke kun om maden; på Moment går gastronomi og bæredygtige byggeteknikker hånd i hånd.

Væggene er lavet af halm, restmaterialer anvendes til havegødning og selv spildevandet går ikke til spilde – Det bruges til at producere grøntsager i deres store drivhus:

”Et forstudie viser nemlig, at én persons årlige spildevandsudledning kan vande og gøde hele 500 kilo afgrøder om året”, fortæller Rikke og Morten.

Spiselig skovhave og vild natur

Maden på Restaurant Moment tager udgangspunkt i, hvad der vokser i deres egen spiselige skovhave og i den vilde natur omkring dem.

”Der er en masse oversete urter og andre spiselige ting i naturen, som man kan plukke umiddelbart omkring os”, og det er netop hele pointen med at placere Restaurant Moment midt i Mols Bjerges vilde natur, forklarer Rikke og Morten:

” Idéen er jo, at restauranten flyttes ud til maden i stedet for at maden flyttes ind til restauranten”.

Gourmetgrøntsager er vejen frem

Foto: Winni Methman

Moment er en vegetarisk restaurant, og det er der flere gode grunde til: ”Både fordi kødproduktion er en af de primære miljøsyndere i verden og fordi, at grøntsagsverdenen gemmer på en stort overset niche ”.

Ifølge Rikke og Morten er der brug for en restaurant, der har fokus på vegetarisk gourmetmad og kvalitet fremfor sundhed:

”Der er mange restauranter, der vel nok tilbyder vegetariske alternativer, men det kan meget hurtigt blive lidt ”tilbehørsagtigt” eller ”et helse-princip hvor vores tilgang først og fremmest insisterer på gourmet og velsmag”. Og gæster fra nær og fjern har da også fået øjnene op for den vegetariske gourmetrestaurant på landet:

”Selvom enhver start er svær, så føler vi grundlæggende, at vi har opdaget, at det er muligt at lægge en eksperimenterende vegetarisk restaurant på landet og få det til at fungere”, fortæller Rikke og Morten efter Moments første sæson.

”Folk begynder at opdage os, og er parate til at tage turen helt til Djursland, og det er vi jo rigtig glade for. De tidligere køkkenchefer gjorde et fremragende stykke arbejde, og vi er sikre på, at Rene kommer til at gøre det mindst ligeså godt”.

Har du selv været en tur forbi Restaurant Moment i de smukke Mols Bjerge? Læs mere om restauranten her. I forbindelse med Aarhus Kulturhovedstad 2017 er der ligeledes et hav af kulturelle aktiviteter på Djursland. Se programmet her og kombiner din tur med en gastronomisk og anderledes oplevelse på Restaurant Moment ved Friland. 


Bestil bord på Restaurant Moment her ➤

Forsidefoto: Ulla Trædmark Jensen

You may also like...