Kendiskok Casper Sobczyk anbefaler: Her elsker jeg at spise i København

thumb image
Casper Sobczyk og hans legendariske smørbøf // Foto: Fred Bjørn

Når TV-kokken Casper Sobczyk tager på restaurant, bestiller han 90 % af menukortet. Han vil nemlig gerne se og smage det hele! Her kan du læse Caspers anbefalinger til spisesteder i København.

Du har formentligt set Casper Sobczyk i Go’morgen Danmark. Måske har du endda hørt om den famøse smørbøf, der har vundet titlen som verdens bedste bøf. Her bruger Casper det luksuriøse Sashi-kød, hvor han pakker kødet ind i store mængder smør. En teknik, der har gjort ham internationalt berømt.

I dag er Casper restaurantchef for CAPA i hjertet af København – lige ved Rådhudspladsen. Stedet har fået stjerneanmeldelser fra både gæster og madanmeldere, hvor Berlingske skrev følgende om stedet: “Dekadent kødorgie for fuld turbo på Rådhuspladsen” i 2021.

Men Casper elsker ikke kun at lave mad. Han spiser ude flere gange om ugen, både til frokost og til aften, fordi han gerne vil blive inspireret af andres madlavning.

Her kan du læse om Caspers favoritspisesteder i København.

Bedste nye restaurant: Restaurant Levi

Casper holder ivrigt øje med restaurationsbranchen efter nye spisesteder, kokke og retter. “Jeg prøver alt nyt, der åbner i København – selv den lille biks”, forklarer han. Her er Levi er det nyeste skud på stammen, og Casper er allerede fan efter sit første besøg.

Den måde, de havde skåret tunen op på, var fuldstændig magisk. Det lignede almindelig tun sashimi på tallerkenen, og når man så rørte ved det, viste tunen sig at være skåret i ultratynde skiver.

Levi åbnede i marts 2022 i Indre By, hvor de serverer en overraskende gastronomisk fusion af italienske og japanske smagsoplevelser pakket ind i dansk design.

“Og så kan du få vinen og retterne til helt fornuftige priser! Levi har en dyr adresse og med det flotte design oveni, så jeg havde forventet en dyrere pris! Men det var helt i orden,” fortæller Casper.

Adresse: Ny Østergade 24, 1101 København

Bedste mellemklasse-restauranter: Uformel og Nr. 2

Casper elsker mellem-klasserestauranter, da han ofte oplever, at det er her, han får den største spiseoplevelse til pengene:

Jeg synes ofte, at Michelin-restauranter i sidste ende kan være lidt ensartet set i forhold til det meget høje prisniveau. Derfor kan jeg rigtig godt lide mellemklasse-restauranter, specielt Uformel og Nr. 2! Her er de så dygtige, og man får en enorm værdi for pengene.

Uformel er lillesøster til Michelin-restauranten formel B, og slog første gang dørene op i 2014 i den snuskede ende af Studiestræde. Faktisk i nogle lokaler, der tidligere husede den legendariske stripklub Wonder Bar. På otte år har restauranten vokset sig til en af de store spillere på den københavnske restaurantscene, hvor der både er menu og vine til priser, hvor alle kan være med.

No.2 er lillesøsteren til gourmetrestauranten AOC. Placeret ud til kajkanten på Christianshavn kan du ved No.2 opleve en ny standard for bistro i København. Her kan du som gæst komme forbi lidt oftere og blive hængende lidt længere end på søsterrestauranten AOC. Michelin-kokken Søren Selin forklarer til Berlingske:

”På No.2 kan man have råd til at komme forbi en gang om ugen, hvis man gider gå ud at spise så tit, hvor man måske, hvis det går godt, kan gå på AOC hvert halve år”.

Casper fortæller, at han vælger de to spisesteder, fordi de er ekstremt dygtige og faktisk er Caspers konkurrenter og inspirationskilder:

Jeg har tidligere – mere eller mindre ubevidst – konkurreret mod Uformel og No.2, fordi der ikke var så mange mellemklasse-restauranter i København på samme niveau. Så det var dem, man målte sig med. Og det var 100 % også dem, jeg også søgte inspiration hos. De sætter ligesom barren i branchen, og så følger vi andre efter.

Uformels adresse: Studiestræde 69, 1554 København V

No.2’s adresse: Nicolai Eigtveds Gade 32, 1402 København K

Bedste frokostrestauranter: Schønnemann og Møntergade

Casper spiser frokost på restaurant næsten hver dag. Han får det til at passe ind i sin travle arbejdskalender, hvor han “dribler ud til frokost og når tilbage til aftensservice”, fortæller han.

Her er det særligt smørrebrød, der trækker i Casper. Han elsker nemlig de dygtige smørrebrødsrestauranter, vi har i København, hvor han nævner Restaurant Møntergade og Schønnemann.

Det er jo bare mega godt – alt sammen. De ved altså, hvad de laver!

Casper er glad for begge restauranters stil og atmosfære – både den oldschool og klassiske smørrebrød ved Schønnemann, og den lidt mere moderne udgave, som du kan opleve på Møntergade.

Møntergades adresse: Møntergade 19, 1116 København K

Schønnemanns adresse: Hauser Plads 16-18, 1127 København K

Flere restaurant nyheder...