Ny bistro: Polly dropper pynteurterne - DinnerBooking Blog
thumb image

Ny bistro: Polly dropper pynteurterne

Endnu en gang bliver København beriget med en ny skøn restaurant, når bistroen Polly åbner på Gammel Kongevej den 4. december. Her får du enkle, rustikke retter uden unødvendig pynt. Foto: Benjamin Lund Nielsen

Efter to år som enebarn får den anmelderroste restaurant Frank endelig en lillesøster. En ligefrem og uhøjtidelig en af slagsen, som vil skabe mad »uden bullshit«.
Polly bliver en moderne bistro, hvor det solide håndværk og den gode smag er i fokus. Restaurantchef, Anders Vendelbo, påpeger, at konceptet bag kan beskrives som uformelt, mangfoldigt, uprætentiøst og hyggeligt, hvor ambitionen er at skabe enkle og rustikke retter uden pynteelementer, der kun er til for at gøre maden ’instavenlig’. Men tro nu ikke, at retterne bliver ordinære og leverpostejsfarvede. For æstetik er en naturlig følgevirkning af det stilsikre arbejde med gode råvarer. Og det er folkene her tilsyneladende mestre i.

2 x Anders med kulinariske ambitioner

Bag bistroen står de to herrer, restaurantchef Anders Vendelbo og køkkenchef Anders Strier, der allerede har gjort sig bemærket på den gastronomiske scene. Mens Vendelbo har slået sine folder på blandt andet No.2, Admiralgade 26 og Ved Stranden 10, har Strier en baggrund fra Kong Hans, d’Angleterre og Studio. I øjeblikket har de restauranten Frank ved Kongens Nytorv, hvor de i to år har serveret retter med smæk på smag og gode råvarer. Og nu har de altså fundet vej til Gammel Kongevej, hvor Franks lillesøster, Polly, står til at have de samme høje kulinariske ambitioner – alligevel kommer man til at kunne skelne mellem de to.

Polly kommer til at adskille sig fra Frank på den måde, at vi på Polly kommer til at bruge andre råvarer og generelt mere “ureelle” udskæringer. Et eksempel kan være, at vi på Frank bruger en pluma (red. udskæring fra toppen af boven) af sortfodgris, mens vi på Polly bruger svinekæber, siger Anders Vendelboe.

Foto: Benjamin Lund Nielsen

Gæsterne kan glæde sig til et spisested, hvor alle kan være med, og hvor alle er velkommende i – synes vi selv – dejlige omgivelser, fortæller restaurantchef Anders Vendelboe.

På Polly kommer der en menu, som består af syv serveringer til 395 kr. og så et à la carte kort, hvor retterne er prissat mellem 35 og 225 kr. Og gæsterne kan blandt andet se frem til knivmuslinger med karry, grønne oliven og saltet citron til forret, short ribs med hoisin og palmekål til hovedret, og sød french toast med kirsebærkompot og vaniljeis til dessert.

Hvor: Gammel Kongevej 96
Hvornår: Onsdag d. 4. december


Book bord på Polly ➤

Flere restaurant nyheder...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *