Ny kødrestaurant åbner på Vesterbro
Fra den 29. april vil Vesterbro være en kødrestaurant rigere, når Köd udvider med ny restaurant.
Er du til møre bøffer, og befinder du dig i nærheden af Vesterbro? Så er der godt nyt: Fra den 29. april åbner en ny bøfrestaurant i området.
Det er Köd, der endnu engang udvider i restaurantporteføljen med Köd Vesterbro. De åbnede den første restaurant tilbage i 2014 i Aarhus og kom til København i 2015. Og den store kød-efterspørgsel er ifølge ejeren Morten Pedersen grunden til endnu en udvidelse:
“Det går rigtig godt på vores nuværende restaurant, og vi kan mærke der er efterspørgsel efter en mere og endnu flere pladser,” fortæller han.
Drømme-beliggenhed
At den nye restaurant lige bliver placeret på Vesterbro, har været et stort ønske, fortæller Morten Pedersen:
“Vi har kigget rundt omkring i København, og Vesterbro har selvfølgelig været en af vores højeste ønsker. Det ligger rigtig godt i forhold til nuværende restaurant. Både fordi det er tilpas langt væk, men også i fin afstand til, at der kan være masser af synergi imellem dem. Dog var det lokalerne, der var det vigtigste, og vi mener, at vi i de her lokaler har fundet noget helt unikt.”
Som på de andre Köd-restauranter kan du se frem til lækre bøffer, fritter og bearnaise, og hos Morten Pedersen er der store forventninger til, at også denne restaurant vil have fyldte stuer inden længe:
“Forventningerne er store. Det bliver vores største restaurant, og der er nogle helt nye muligheder i forhold til selskabslokaler. Der er en stor kælderetage med en bar. Vi har 05 bevilling, så derfor er der mulighed for at selskaber og firmaer kan holde nogle rigtig gode arrangementer og fester i den her kælder, kombineret med middag. Vi glæder os helt vildt til at komme i gang,” fortæller Morten Pedersen.
Book bord på Köd Vesterbro ➤