Ny restaurant: Køkkenchef genskaber smage og dufte fra sin mormors køkken

Ny restaurant slog dørene op i begyndelsen af marts. Her er menukortet inspireret af køkkenchefens egen barndom i en lille thailandsk landsby.
I begyndelsen af marts, kort før corona lukkede landet ned, åbnede restaurant JED på Nørrebro. Her er der thailandske retter på menuen, og ambitionen er at skabe et hyggeligt, lokalt spisested, hvor både stemning og menukort kendetegnes med ordene uformel, indbydende og bredtfavnende.
Det fortæller køkkenchef May Sumalee Wongchamnian til Dinnerbooking.
Genskaber barndomsminder
Hun boede i Thailand, indtil hun som 14-årig rejste til Danmark. Nu vil hun servere retter med inspiration fra det thailandske køkken og sin egen baggrund, når hun åbner dørene til restauranten JED. Men det vil ikke være “det klassiske” thailandske køkken, som vi kender det.
– De fleste forbinder det thailandske køkken med ris, ris, friture og ris. Med JED vil vi vise, hvad Thailand ellers har at byde på. Menukortet tager udgangspunkt i min egen baggrund. Vi serverer retter med inspiration fra den mad, som min mormor serverede, da jeg som barn boede i en landsby i den thailandske provins Ta Phraya. Det er netop disse autentiske dufte og smage, som vi genskaber på JED, fortæller køkkenchefen og pointerer, at de samtidig giver sig selv lov til at lade sig inspirere.
Jeg sætter min Pad, som jeg vil
Det er ikke thailandske signaturretter, du finder på JEDs menukort. Faktisk er deres à la carte-retter på menukortet ikke udstyret med navne. Det giver køkkenet frie hænder til at eksperimentere og være modtagelige overfor gæsternes ønsker og behov.
– Vi sætter ikke grænser for, hvad vi kan tillade os i køkkenet. Vi inspireres ikke kun af det thailandske, men også af det cambodjanske og det vietnamesiske køkken, og vi bruger danske råvarer og krydderurter. Jeg er vild med de krydderurter, som man selv kan gå ud at plukke i køkkenhaven. På den måde skaber vi nye smage og dufte, så vi kan give vores gæster kulinariske overraskelser, fortæller hun.

Gadekøkkenets stærke farver møder Norden
Det at mikse det bedste fra flere verdener sammen i én ses også på interiøret, hvor de stærke farver fra det thailandske gadekøkken spiller sammen med nordisk interiør.
– Det er blå, gul og rød, der går igen på vores vilde fliser og autentiske vægtapet. Og den bagerste del af restauranten er et åbent køkken. Så man fornemmer gadekøkkenet med de sydende gryder. Samtidig har vi valgt enkle borde og stole i valnøddetræ, så rammerne får et nordisk udtryk. Vi er jo på Nørrebro.
Hvorfor lige ‘JED’?
JED har adresse i Ryesgade. I nummer 7 – for at være helt præcis. Og hvis du er kyndig i thai, vil du måske se et sammenfald i restaurantnavn og adresse. Jed betyder nemlig 7 på thai.
Her i nummer 7, nær søerne, mellem Dronning Louises Bro og Fredensbro, vil May og teamet åbne restauranten, som, de håber, kan blive et stamsted for områdets beboere.


– Jeg kender området godt, og det er et dejligt kvarter, hvor folk kommer hinanden ved og nyder livet. Så vi håber, de vil tage godt imod os og komme forbi til et glas vin og smage på vores retter.
May Sumalee Wongchamnia har tidligere arbejdet som kok på restauranterne Den Gule Cottage og 20a. Sammen med kokkene og restaurantejerne Andreas Malling, Charles Teinby og Kasper Jensen åbnede hun JED den 4. marts.
Hvornår: 4. marts 2020
Hvor: Ryesgade 7, 2200 København N
Åbningstider: Tirs.-lør. 17.00 til 23.00
Book bord på JED ➤