Restaurant-hype: Palægade åbner nu for reservationer
Interessen var stor, da de første rygter om Restaurant Palægade som nyeste medlem af Formel B’s voksende restaurantfamilie begyndte at svirre. Søndag den 1. maj åbner Palægade så endelig for reservationer gennem Dinnerbooking, og den 17. maj slår restauranten dørene op for de første gæster.
Selvom håndværkerne stadig er i gang med en gennemgribende renovering af de historiske lokaler i Palægade 8, har holdet bag Palægade god grund til at åbne op for reservationer.
”Der er jo stadig et par uger til åbningen, men da vi har oplevet en utrolig stor interesse fra vores kommende gæster, har vi valgt at lytte til dem og åbne for reservationer allerede nu,” fortæller Rasmus Amdi Larsen, sommelier og medejer af Palægade, der mener, at den overvældende positive interesse fra gæsterne viser, at gode traditioner sagtens kan spille op mod byens hastigt omskiftelige gastronomiske impulser.
LÆS OGSÅ: Restaurantfestivalen Spis & Støt åbner billetsalg
Kendte klassikere og Danmarks bedste smørrebrød
Aftenkøkkenet byder på klassikere som beef Wellington og poussin à la Danoise, og på dessertkortet hengiver Palægade sig til nostalgien med citronfromage med kandiseret citron og trefarvet is med vafler.
Til frokost har restauranten et klart mål, og de ved, hvordan de vil nå det:
”Palægade vil servere Danmarks bedste smørrebrød! Vi giver udførelsen et gastronomisk løft, fordi vi har fokus på dyrenes oprindelse, markens og skovens sæsonbestemmelse og havets friske leverancer,” forklarer Rasmus Amdi Larsen.
LÆS OGSÅ: Madbloggerens guide til Københavns bedste restauranter
Et stærkt hold er klar
Der er mange års erfaring bag holdet, der tripper for at komme i gang og glæder sig til at se de første reservationer tikke ind. Chef for smørrebrødskøkkenet er Karina Pedersen, der i næsten 10 år styrede køkkenet på smørrebrødsbastionen Schønnemann.
Aftenkøkkenet dirigeres af køkkenchef Magnus Mondrup Knudsen, der med en fortid på formel B og Kadeau også kan skrive en sølvmedalje ved Årets Kok 2016 på CV’et. De to gode venner og anerkendte sommelierer Simon Olesen og Rasmus Amdi Larsen passer godt på gæsterne i restauranten. Til frokost sørger de for øl og akvavit, og aftenens fokus er de klassiske, europæiske vinområder.
LÆS OGSÅ: Ny kødrestaurant åber på Vesterbro
Gode familietraditioner
Palægade bliver en del af en restaurantfamilie, hvor der er respekt for det klassiske håndværk:
”Vi arbejder altid for, at alt skal være veltænkt og veludført. Det er virkelig en kunst at beherske det klassiske,” fortæller medejer af Palægade og restaurantchef på formel B, Rune Amgild Jochumsen.
Ejerne bag formel B står foruden Palægade bag restaurant Sletten i Humlebæk havn og københavner-darling Uformel i Studiestræde. Som alle formel B’s restauranter har Palægade har separat selskabslokale. Der er plads til 28 gæster, hvor både forretningsfrokoster og familiefester kan føle sig velkomne.
Book bord på Palægade ➤