Restaurant Lyst: Spis gourmetmad i spektakulære Fjordenhus midt i Vejle fjord - DinnerBooking Blog
thumb image

Restaurant Lyst: Spis gourmetmad i spektakulære Fjordenhus midt i Vejle fjord

Åbning: Restaurant Lyst er åbnet i Olafur Eliassons kunstneriske Fjordenhus i Vejle havnebassin. Her kan du opleve unik og lokal gastronomi, der afspejler vejr, tid, sæson og høsten.

Foto: Anders Sune Berg

Vil du spise middag i et kunstværk midt på vandet? Så skal du sætte kursen mod Restaurant Lyst, der åbnede i Olafur Elliassons Fjordenhus i Vejle den 14. november.

Det kunstneriske domicil ligger ved havnefronten i Vejle – ja faktisk midt i havnebassinet. Med Vejle Fjord Broen i horisonten og med udsigt over Vejle by, kan du nyde en unik middag i restauranten, der har plads til 28 gæster når den holder åbent torsdag-lørdag.

Lyst er indrettet i tæt samarbejde med kunstneren bag den opsigtvækkende bygning, der består af fire cylindre, der strækker sig 28 meter op over havets overflade.

Lokal gastronomi er hjertet

Restauranten bliver ledet af køkkenchef Daniel McBurnie og restaurantchef og sommelier Rasmus Lunkov Marquart.

Daniel McBurnie har en fortid på Hotel d’Angleterre i København, og sammen med sit team har han kortlagt lokalområdets råvarer og fødevareproducenter. Der er et øget fokus på kvalitet og bæredygtighed, og derfor samler de selv urter i nærområdet.

Den unikke LYST oplevelse vil bestå af 20 serveringer skabt af lokale råvarer og inspireret af de fire elementer luft, ild, vand og jord. Hver dag er menuen unik og afspejler vejret, tiden, sæsonen, og høsten. Menuen koster 2300 kroner og oplevelsen tager fire timer, hvorefter baren åbner.

Vin fra undervandskælderen

Rasmus Lunkov Marquart bærer titlen som Advanced sommelier og har tidligere arbejdet på Restaurant Trio i København. Som restaurantchef og sommelier sørger han for god og nærværende stemning og ikke mindst velsmagende vin, som blandt andet bliver hentet op fra vinkælderen, der ligger under vandoverfladen.

Fjordenhus er Olafur Eliassons første bygning i denne størrelsesskala. Det gør den dog ikke mindre spektakulær og smuk. Siden den stod færdig i 2018, har den været hovedsæde for Kirk Kapital, og Restaurant Lyst er kommet til med  Morten Kirk Johansen i spidsen.

Hvor: Fjordenhus, Havneøen 1, 7100 Vejle
Hvornår: 14. november 2019


Book på Lyst ➤

Flere restaurant nyheder...

1 svar

  1. Mette Bjerg siger:

    Vil gerne købe gavekort til Restaurant Lyst i Vejle men kan ikke komme igennem til det

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *