thumb image

Restaurant Naes vinder finalen i Bedst på Sjælland

Restaurant Naes kan nu kalde sig bedste restaurant på Sjælland uden for København, efter de besejrede Hotel Saxkjøbing i finalen i Bedst på Sjælland


Restaurant Naes, der er en del af Strandhotel Røsnæs i Kalundborg, har høstet et hav af gode anmeldelser, har en plads i White Guide og Den Danske Spiseguide – og kan nu også pryde sig af titlen Bedst på Sjælland.

Mandag d. 7. maj gik det løs til finalen i Bedst på Sjælland, der hvert år uddeles af Den Danske Spiseguide til den bedste restaurant på Sjælland udenfor København. Her skulle Restaurant Naes og Hotel Saxkjøbing dyste mod hinanden i gastronomisk kunst. Og det var altså Restaurant Naes, der til sidst kunne stille sig øverst på sejrsskamlen.

Restaurant Naes ligger i idylliske omgivelser i Kalundborg – Foto: Restaurant Naes

Vi er stolte

På restauranten er man stolte af det, de har opnået, siden de slog dørene op for et år siden.

“Vi åbnede Restaurant Naes for et år siden med meget store ambitioner og er bl.a. blevet belønnet med flotte anmeldelser og en plads i både White Guide og Den Danske Spiseguide. Jeg er stolt af, at vi er nået så langt og er ekstra glad i aften, hvor vi med vindertitlen i Bedst på Sjælland får endnu en fjer i hatten – ikke mindst fordi vi havde så skarp en modstander som Hotel Saxkjøbing,” jubler Restauratør Henrik Jyrk i et opslag på restaurantens Facebookside.

Foto: Restaurant Naes

Lokalt og godt håndværk på rygraden

Der var – som sædvanlig på Naes – mange lokale råvarer på menuen.

“Det gode håndværk og de bedste råvarer er rygraden i det, vi laver her på Naes. Aftenens menu var et fint eksempel på, at vi foretrækker at arbejde med lokale råvarer. Vi serverede bl.a. Røsnæslam fra slagter Jacob i Kalundborg, grønne asparges fra Vibesand og skovsyre, som vi selv har været ude at plukke. I weekenden indviede vi også vores nye landbrug i baghaven, så der kommer snart endnu mere lokalt på tallerknerne. Det er motiverende for alle på holdet at favne det lokale,” siger Køkkenchef Christian Thurison Røndbjerg i et opslag på restaurantens Facebookside.


Bestil bord på Naes ➤

Flere restaurant nyheder...