Ultimativ glamping: Her får du skov, strand og Michelinmad i det fri
I det idylliske Odsherred på Sjælland kan du til sommer nyde en verdensklasse Michelin-middag efterfulgt af en unik overnatning i det fri. Restaurant Formel B har slået sig sammen med Lillero, og sammen har de skabt et glamping ferieparadis.
Drømmer du om at overnatte ude i den skønne natur, hvor du fredsommeligt kan falde i søvn til bladenes stille rusken og vågne op til fuglekvidder og frisk morgenkaffe lavet over bål? Men samtidigt har svært ved at overgive dig fuldt ud til idéen om friluftslivet med soveposer, krible-krable dyr, jord under neglene og et telt, du ikke selv kan slå op?
Fortvivl ej. Denne sommer kan du opleve vaskeægte glamping med både luksustelte og 9-retters Michelin-middag.
Denne helt ideelle ferieform for livssnydere er skabt af mændene bag den københavnske restaurant Formel B og glampingpladsen Lillero i Asnæs. Med udsigt til Sejerøbugten har de slået lejr for sommeren i perioden 18. maj til 3. september.
Det er det oplagte feriested, hvis du er udendørsentusiast med hang til lidt luksus, bekvemmelighed – og dansk gourmetmad.
Luksustelt, smuk udsigt og eget bål
På Lillero kan du sove i telt, som er langt ud over det sædvanlige. De er er lavet af bæredygtigt bomuld i smukke jordfarver, indrettet med lyst trægulv, og så får du oven i købet udleveret badekåber, plysdyner, puder og dit eget personlige bål. Du kan vælge mellem hele tre teltstørrelser, så om du kommer alene, i par eller med familien, er du sikker på, at der er plads i teltet.
Morgenmaden, som er inkluderet i prisen, bliver bragt ud til dit telt, så du selv kan vælge, hvor du vil nyde den. Det kan enten være foran dit personlige bål, på et tæppe i skoven eller du kan tage den med ned til stranden og nyde den smukke havudsigt. Lige meget hvor du beslutter dig for at gå hen, så er du garanteret, at rammerne er idylliske og fredfyldte.
Junior suite: 15m2 for to personer // minimum to overnatninger // 1.800 kr. per nat
Suite: 30m2 for to personer // minimum to overnatninger // 2.000 kr. per nat
Family suite: Familietelt // minimum to overnatninger // 2.300 kr. per nat
Prisvindende makkerpar
Det ambitiøse makkerpar, Kristian Arpe-Møller og Rune Amgild Jochumsen, har virkelig formået at skabe et navn for dem selv. De var blot et par unge drenge i starten af 20’erne, da de i 2003 overtog restauranten Formel B – og som de allerede et år efter i 2004 fik en stjerne for i den eftertragtede Michelinguide. Og det har den i øvrigt haft lige siden.
Formel B’s fokus er først og fremmest den enkelte råvare, og de arbejder tæt sammen med deres leverandører, som hovedsageligt er små, danske producenter med respekt for bæredygtighed og naturen. Dette gør sig også gældende for Lille B.
Spis 9 retter hos Lille B
På Lille B får du 9 kreative anretninger, som afspejler årstiden, og som kokken tilbereder og serverer således, at hele bordet kan dele, smage og få en nuanceret smagsoplevelse. Måltidet bliver serveret på en afslappet måde under den hyggelige baldakin.
Du kan også gå på opdagelse i deres vinmenukort, hvor de tilbyder økologiske natur- og konventionelle vine. Derudover kan du selvfølgelig også nyde en sommerfrisk cocktail, hvis du skulle få lyst til en GT, Negroni eller en Aperol Spritz.
Det er også muligt at tage del i spiseoplevelsen, uden at skulle overnatte. Lille B fungerer som en sæsonrestaurant i de lune sommermåneder. Uanset om du er overnattende eller blot spisende gæst, er denne oplevelse en ganske unik én af slagsen. Her kan du nyde roen, idyllen og skøn mad i den danske sommernatur.
Priser: 9 serveringer: 495 kr. // Dessert/oste: 95 kr. // Børnemenu: 250 kr.
Åbningstider: 18. maj – 3. september 12:00 – 22:00 // Køkken: 12:00 – 15:00 og 17:00 – 20:00
Spisebar
På den uformelle strandbar, som har navnet Spisebar, kan du spise en dejlig frokost eller middag, hvor du på menukortet blandt andet kan finde fish n’chips, charcuteri og grillet økogris.
Du kan også slå dig ned blot for at nyde en lækker cocktail, et glas vin eller en kold øl fra det populære mærke To Øl.
På Spisebar er det muligt at komme forbi uden bordbestilling, så hvis du i løbet af sommeren befinder dig i området, så ved du nu, hvor du kan tage hen og spise en god middag eller nyde solnedgangen med et godt glas vin.
Læs mere om sommerens ultimative glampingoplevelse.