5 spørgsmål til kokken: Sine Li fra Kähler Spisesalon
På Kähler Spisesalon i Aarhus er det 34-årige Sine Li, der styrer slagets gang i køkkenet – her kan du læse om hendes og resten af køkkenets tanker bag kreationerne.
Hvordan vil du beskrive den mad, I laver?
”Når man hører, at vi er en smørrebrødsrestaurant, tænker man måske på de klassiske smørrebrød som dyrlægens natmad, men det er ikke det, vi laver.”
”Vi har fokus på anderledes og kreativt smørrebrød – det skal selvfølgelig stadig indeholde det sure, søde, salte, syrlige og sprøde, som hører sig til et godt smørrebrød – men vi forsøger hele tiden at være nytænkende ift., hvad der kan laves. I køkkenet har vi rigtig meget frihed til at tænke ud af boksen, så der er ikke rigtig nogen grænser for, hvad vi kan finde på.”
Hvilken ret på menukortet er du mest stolt af lige nu?
”Efter min mening er den bedste ret på menukortet den, der hedder ”frisk fra havet”. Det er et smørrebrød med rimmet torsk, røget hellefisk, asparges-mayo og crudité af asparges. Den giver en helt særlig frisk og lækker fornemmelse i munden, synes jeg.”
”Vi skifter menu hver sjette uge, og jeg er også ret stolt af den ret, vi får på menukortet næste gang (den 26. maj). Det er et smørrebrød med blåmuslinger, nye kartofler og skaldyrs-mayo, og den er jeg helt oppe at køre over og glæder mig til at præsentere.”
Hvorfra henter du inspiration til dine retter?
”Jeg tager ofte ud at spise med min mand for at hente inspiration – vi er begge meget mad- og vinglade. Men derudover er vi ret gode til at inspirere hinanden i køkkenet. Vi er tre kokke og to kokkeelever, og når der skal laves en ny menu, kommer vi alle med idéer, og det plejer der at komme noget rigtig godt ud af.”
Hvad er din egen livret?
”Jeg har ikke nogen livret – jeg elsker generelt al mad og spiser stort set alt. Min søn på tre år smurte en leverpostejmad til mig i går, og det var den bedste mad, jeg nogensinde har fået.”
Hvilken restaurant vil du helst spise på, næste gang du skal ud?
”Jeg kan rigtig godt lide Nordisk Spisehus – og det siger jeg ikke kun, fordi det er vores nabo. Derudover synes jeg, Substans laver mega god mad. Aarhus har generelt utrolig mange gode steder, hvor det også er prisvenligt – L’estragon er også blandt mine favoritter.”
Blå bog
- 34 år
- Har arbejdet på Kähler Spisesalon i 5 år
- Har tidligere arbejdet som kok på World Expo i Shanghai