Her er årets gæstefavoritter i Nordjylland
I løbet af 2017 har næsten 200.000 gæster vurderet deres restaurantbesøg gennem DinnerBooking – her får du topscorerne i Nordjylland.
2017 ligger bag os, og det har været et år med masser af spændende restaurantnyheder og hæder til den nordjyske gastro-scene.
Derfor er der også masser af se til, hvis du er glad for at spise på restaurant.
For at give dig lidt ekstra inspiration til dine restaurantbesøg i 2018, får du her overblikket over de restauranter, som har klaret sig bedst – set fra gæsternes perspektiv.
Vi har nemlig taget temperaturen på gæsternes restaurantoplevelser med en samlet opgørelse for hele 2017 – baseret på hele 186.969 gæsteanmeldelser.
Tabu i top
Helt i top blandt de nordjyske restauranter finder man Restaurant Tabu – der også blev kåret som Årets Gennembrud 2017 af den Danske Spiseguide. Om Tabu skriver gæsterne bl.a.:
“Fantastisk aften – bedste spiseoplevelse i 2017,” – Jonas
“Min mand og jeg er enige om at vi igår havde den bedste helheds madoplevelse til dato. Vi var blæst bagover af hvordan smagsoplevelserne væltede ind over os gennem alle serveringerne, og vi værdsatte den yderst behagelige og professionelle betjening,” – Anita
“Professionelt i alle henseender og på et niveau som ikke tidligere er set og oplevet i Aalborg. Vi beundrede i særdeleshed betjeningen – hold fast i dette høje niveau,” – Hans Henrik
Nyåbnet restauranter høster roser
Som en nyhed på listen finder man desuden den nyåbnede Restaurant Textur, der slog dørene op i efteråret 2017.
Textur kunne åbne med stor opmærksomhed og høje forventninger, da holdet bag bl.a. bestod af Dennis Juhl og Frederik Østeraa fra Ruths Hotel – og nu ser de høje forventninger altså ud til at være blevet indfriet.
På listen finder man også Rositas Bistro – der bestemt heller ikke er uvant med roser fra gæsterne. De blev nemlig kåret som årets bedste restaurant 2016.
Top 5 i Nordjylland i 2017
- Tabu, Aalborg
- Rositas Bistro, Aalborg
- Restaurant JØRN, Aalborg
- Mortens Kro, Aalborg
- Restaurant textur, Aalborg
Om opgørelsen
Hver gang en gæst booker bord via DinnerBooking.com, får bookeren tilsendt et spørgeskema, hvor han/hun kan vurdere restauranten ud fra mad, betjening, stemning, samlet vurdering samt værdi for pengene.
Det betyder, at en gæst kun kan bedømme en restaurant, hvis vedkommende rent faktisk har besøgt den. Opgørelsen for 2017 er baseret på i alt 186.969 danske gæsteanmeldelser.