Madbloggeren anbefaler: Her er de bedste restauranter i København

thumb image

Hvor går de garvede madskribenter hen, når de vil spise godt i København? Her får du madbloggeren, Feinschmeckerens bud på de bedste restauranter i København.  

Journalisten Rasmus Palsgård er manden bag gourmet-madbloggen feinschmeckeren.dk og er bl.a. også madanmelder for Gastro. Og det betyder, at han gennemsnitligt spiser på restaurant tre gange om ugen. For os andre, der ikke er nær så heldige, giver han her sit besyv på, hvor det kan betale sig at tage hen i København, hvis man vil spise godt.

Hvad er dine favoritrestauranter i København?

”En af mine klare restaurantfavoritter er Mielcke og Hurtigkarl. De er vildt gode til at forene de lokale råvarer med asiatiske smage på en meget elegant måde. Det er mad, der smager vildt godt men som samtidigt er sat sammen på en anderledes og udfordrende måde. Desuden er deres sommelier, José Santos, eminent ud i kunsten at sammensætte mad og vin, og han præsenterer vinene på en meget uhøjtidelig måde, hvor alle kan være med.”

Mielcke & Hurtigkarl

Mielcke & Hurtigkarl

”Derudover er jeg meget begejstret for Alchemist. Jeg har endnu kun været der én gang, men jeg synes, det er en vildt spændende restaurant at følge. Rasmus Munk er et unikt talent inden for restaurantverdenen, og det svarer lidt til, at der kommer en ny Laudrup indenfor fodbold. Han leger med formerne på maden, men grunden til at det fungerer så godt, er at han også har alt det grundlæggende på plads – at han fx også har helt styr på, hvordan man laver en frikadelle eller en flæskesteg.”

”Jeg vil også nævne Søllerød Kro. I min bog er det definitionen på en trestjernet Michelin-restaurant. Jeg synes, at Jan Restorff er en af Danmarks bedste værter, og jeg tror, han kan få enhver gæst til at føle sig speciel. Derudover serverer de råvarer, man kan forholde sig til, men som samtidigt er sat i scene en ny måde. Det kan eksempelvis være en ret med torsk, kål og jordskokker, hvor der lige bliver sneget franske svesker ind, som har en sirupsagtig sødme, der bare passer rigtig godt til.”

Søllerød Kro

Søllerød Kro

Hvilken restaurant drømmer du om at besøge?

”Den nyåbnede Kadeau står meget højt på min liste. De har allerede vist, at de har evnerne, og nu hvor der bliver færre pladser, kan vi godt forvente, at niveauet bliver ekstra højt. Det er Kadeau, kogt ind til essensen – som en god fond.”

Hvilken restaurant i København er mest overset?

”Det er i en lidt anden kategori, men her vil jeg faktisk nævne Restaurant Hungaria på Østerbro. Ungarsk mad er efter min mening generelt overset i restaurantverdenen, og hos Hungaria serverer de rigtig dejlig veltillavet ungarsk mad i en lettere moderniseret form, og så har de et rigtig godt vinkort, der beviser, at ungarsk vin er på et rigtig højt niveau – og så er det tilmed til rimelige penge.”

Hvad er det vigtigste for dig, hvis du skal have en god restaurantoplevelse?

”For mig er det vigtigste, at man håndterer råvarerne med respekt, og at man har en generel forståelse for de råvarer, man arbejder med. Derudover er der jo tit en x-faktor, som er svær at sætte ord på. Det handler om, at maden på en eller anden måde skal bevæge mig, og at service, vin og atmosfære bare går op i en højere enhed. X-faktoren opstår, når en restaurant formår at kombinere mad, vin, betjening og omgivelser, og i Danmark er vi så heldige, at ganske mange kokke og tjenere formår at skabe de særlige spiseoplevelser på højeste niveau.”

You may also like...

3 Responses

  1. Torsten Petersen siger:

    Hej
    Har været på Hungaria 2 gange i efteråret.
    Senest til høstfest med fine retter og super ungarske vine. Kan anbefales meget.
    Mvh Torsten

  2. Ulla siger:

    At der lægges ud med Mielke og Hurtigkarl taler for artiklen. Min absolutte favorit i København. Jeg kender ikke alle gode restauranter, men mange.