Nominerede til Byens Bedste 2024: Her er vores favoritter

thumb image
Foto: Vinfar

Berlingskes “Byens Bedste” priser drysser snart ned over København, og vi har valgt nogle af de nominerede, som vi synes fortjener lidt ekstra kærlighed. Du kan gå ind og stemme på din favorit indtil 2. september.

Hvert år bliver de prestigefyldte priser uddelt til byens bedste steder- og du kan være med til at bestemme, hvem der vinder. Der er 75 nominerede i 15 kategorier, som viser noget af det allerbedste København har at byde på. Vi har udvalgt tre af dem, som vi bedst kan lide. Se her, hvorfor netop disse fortjener en stemme.

På Bar La Una får du noget for pengene

Bar La Una er nomineret i kategorien “Bedst til Prisen”, men et besøg her er ikke bare godt for pengepungen, det er også godt for alt muligt andet. Den stemningsfyldte vinbar med et flot udvalg af italienske retter er som balsam for sjælen. Folkene bag står blandt andet også for de populære BeviBevi, Mangia og Bar Amore – så de ved altså godt, hvad de laver.

Retterne er lavet til at dele, og man kan vælge både den sammensatte menu eller selv plukke fra det velassorterede kort. Når man besøger Bar La Una, kan man godt glemme, bare et øjeblik, at man er på Vesterbro og ikke i Trastevere i Rom, imens man sidder med en portion Ravioli al Forno, et godt glas vin og lige så godt selskab. Det simple, men velsmagende italienske køkken får lov til at brillere, og den sydeuropæiske charme har også indfundet sig i de hyggelige lokaler på Vesterbro. Så du kan bare lade dig forføre – og mens du er i gang, kan du da lige smide dem en stemme.

Den bedste Vinfar er nomineret til Byens Bedste Vinbar

På Strandlodsvej på Amager ligger en vinbar, der er blevet kaldt en af Amagers bedste restauranter – og det er måske også derfor, at det nyeste skud på stammen fra Amagers vinbars-mafia er nomineret til byens bedste vinbar i Berlingskes årlige prisuddeling.

Pirlo og Toto, der har samme ejere som Vinfar, er allerede veletablerede og højt elskede hang-outs på øen mod øst, men Vinfar kan sagtens følge med. Roserne har ikke været få, og Vinfar har da også været nomineret til Politikens ibyen-prisen for bedste bar tidligere på året, men mon ikke det lykkes dem at vinde denne gang?

På Vinfar kan man ikke bestille bord, og man bliver heller ikke smidt ud, når man har siddet ved bordet i et par timer. Hvis du drømmer om en helaftensoplevelse eller bare et hurtigt visit, kan drømmen gå i opfyldelse her. De insisterer på at kalde sig for en vinbar og ikke en restaurant, men det gastronomiske niveau, man finder her, kan nemt konkurrere med nogle af de bedre restauranter i København. Kig forbi, og se om ikke Vinfar fortjener netop din stemme.

Der er en grund til, at Sokkelund er en klassiker

Siden 1994 har Sokkelund på Frederiksberg serveret franske klassikere til folket. Sokkelund er nomineret i kategorien “Bedste Service”, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Denne perle på Smallegade er yderst velbesøgt – faktisk lå de nr. 1 på listen over de mest besøgte restauranter i årets første halvår. Her finder du ægte pariserstemning, tjenere med skjorte, vest og butterfly og retter som rørt tatar, moules frites og Gillardeau-østers.

Man kommer langt med god mad, men oplevelsen er altså ikke fuldendt uden den gode service – og på Sokkelund skal du ikke kigge langt efter den. Personalet er opmærksom, servicemindet og imødekommende, og der er næsten ikke grænser for, hvad de vil gøre for, at du føler dig velkommen og opvartet med manér. Hvis du er enig, så fortjener de da lige en stemme – ik?

You may also like...