Spis Michelin for under 500 kroner i København
Går du og drømmer om den mindeværdige Michelin-oplevelse? Men er du bange for, at det sprænger madbudgettet. Så kig med her, hvor vi har samlet menuer fra Michelin-restauranter, der gør en dyd ud af eksklusive smagsoplevelser til rimelige priser. Foto: P.A. Jørgensen
Et besøg på de prestigeværdige Michelin-restauranter er ofte en pebret bedrift. Men hos restaurant 108 og restaurant Relæ er ambitionen at kreere smage i særklasse til overkommelige priser. Begge restauranter er blevet tildelt en af de eftertragtede Michelinstjerner.
Restaurant 108
Michelin-restauranten 108, også kendt som Nomas lillebror, byder på smagsoplevelser, man kender fra Noma, men i et mere overkommeligt prisleje. 108 er især et oplagt spisested før en kulturberigende aften, da restauranten ligger i gåafstand til både Operaen, Skuespilhuset og Det Kgl. Teater. Derfor serverer de en formidabel tre-retters teatermenu, bestående af blomkål med koldrøget osietra stør til forret, stegt andelær med blommer og bagt rødbede til hovedret og sorbet af solbær med hasselnøddemælk til dessert. Du er naturligvis også velkommen til at bestille menuen, hvis du ikke skal i teatret, men blot ønsker en stor spiseoplevelse.
Obs: Du kan bestille bord med seating mellem 17.00 og 17.30, og du har bordet i 2,5 time.
Pris: 395 kr. (tre-retters teatermenu)
Hvor: Strandgade 108, 1401 København K
Læs mere om 108 og se aktuelle events ➤
Restaurant Relæ
Foto: P. A. Jørgensen Foto: P. A. Jørgensen Foto: P. A. Jørgensen
Det er ikke kun den prestigeværdige Michelinstjerne, Relæ kan bryste sig af. Også det økologiske guldmærke pryder på restaurantens omdømme, og du kan derfor forvente en smagsoplevelse i særklasse.
Da restauranten åbnede i 2010, var ambitionen at byde gæsterne på gastronomisk kvalitet i et attraktivt prisleje. Disse forventninger er blevet indfriet med et koncept, der også indebærer en uformel atmosfære, hvor de hvide duge er skiftet ud med en rå og rustik stilart. Relæ byder på en fireretters menu, kaldet Harvest of the day, som består af en forret med fisk og skaldyr, herefter en anretning med grøntsager, en hovedret, og til slut en dessert.
Pris: 495 kr. (4 retter)
Hvor: Jægersborggade 41, 2200 København N
Book bord på Relæ ➤