Her er Aalborgs nye café, restaurant og dansebar
I fredags slog Bla Bla dørene op i Vesterå i Aalborg. Her kan du se frem til café om dagen, restaurant om aftenen og dansebar i weekendernes sene nattetimer.
I de lokaler som indtil for ganske nyligt husede Café Stygges spisested, finder man nu Bla Bla. Bla Bla er Aalborgs nye café, restaurant og dansebar, der i fredags slog dørene op med et brag af en åbningsfest.
Value for money
På Bla Bla vil de servere god mad til billige penge:
“Det skal være et sted, hvor man kan få noget godt at spise, uden at det bliver en bekostelig affære. Her kommer man virkelig til at få value for money på maden”, fortæller Gert Ingemann, daglig bestyrer på Bla Bla, til Mig og Aalborg. Og han fortsætter:
”Vi laver gode solide retter som er internationalt populære på både café og restaurant-delen, hvor det skal være muligt at tage ud og spise to personer for omkring 500 kr. inklusiv et glas vin. Selvfølgelig kan man også spise dyrere her, men det skal ikke være priserne, der afskrækker folk,” fortæller Gert Ingemann.
Snak ved bordene
Bag navnet Bla Bla gemmer der sig et helt særligt ønske om at fremme snakken ved bordene, når man er ude at spise:
“Alt for ofte kommer man på en café eller restaurant, hvor hele bordet sidder og kigger på deres mobiltelefoner. Vi vil gerne opfordre folk til at skabe dialogen og være i nuet. Vi kommer blandt andet til at have en masse berømte citater og statements på væggene, som gerne skulle få gang i snakken ved bordene,” forklarer Gert Ingemann til Mig & Aalborg.
Dans med Dan Rachlin
I weekendens sene nattetimer forvandles Bla Bla til en dansebar med fokus på det modne publikum. Her vil der være god musik og gode priser på cocktails helt til den lyse morgen. Det er den kendte DJ og radiovært Dan Ranchlin, der står for weekendens festlige toner:
“Vi har hyret Dan Rachlin som DJ og musikchef, og han bliver fundamentet under, at vores musikstil kommer til at passe til det modne publikum. Der findes nok ikke andre DJs i hele landet, som kender den målgruppe bedre”, fortæller Gert Ingemann til Mig & Aalborg.
Dan Rachlin spiller selv i baren et par gange om måneden, og derudover står han for at hyre stedets DJs.
Hvor: Vesterå 3, stuen. Aalborg
Book bord på Bla Bla ➤