Nu kan du booke bord: Teamet fra Palægade åbner deres nye frokostrestaurant i juni
Nu kan du booke bord til klassiske frokostanretninger i Ildebrandshuset. Drivende kræfter bag Restaurant Palægade åbner nyt på Gammel Mønt d. 8. juni. Her er der fokus på frokost og mulighed for private dining i aftentimerne. Du kan booke bord nu.
Der er kommet nyt liv i ildebrandshuset på Gammel Mønt 41 midt i København.
Simon Olesen, Rasmus Amdi Larsen og Karina Pedersen, som var nogle af drivkrafterne bag den brændte og konkursramte Palægade, er gået sammen om at åbne en ny restaurant.
Den gamle dame fra 1734, lige på hjørnet af Møntergade og Gammel Mønt, kommer nu til at danne rammen om Restaurant Møntergade, der åbner d. 8 juni. Du kan allerede booke bord nu.
”Vi er helt utroligt glade og stolte over, at vi på så kort tid er lykkedes med at kunne åbne en ny restaurant efter den tragiske brand på Restaurant Palægade,” siger Simon Olesen.
Vil være Københavns foretrukne
På Møntergade vil teamet fortsætte med at servere gode, klassiske frokoster til københavnerne.
“Vi brænder for den gode frokost. Det vil vi derfor koncentrere os om, og vi håber igen at kunne være et af de foretrukne steder i det centrale København,” lyder det fra Olesen.
På menuen finder man alverdens afskygninger af retter med sild, klassisk oksetatar, rejemad, pariserbøf, tarteletter og meget mere. Det man vist kalder et godt, klassisk frokostkort.
Privat om aftenen
Ud over frokost vil der også være et særligt aftenkoncept, hvor der er mulighed for at afholde private dining arrangementer. Det betyder, at du har mulighed for at få huset for dig selv med et skræddersyet arrangement.
Her er det Morten Buhl, som også ledede aftenkøkkenet på Palægade, der holder gang i gryderne.
“Selvom vi selvfølgelig var mest kendt som frokostrestaurant, nåede vi også at opbygge et ry som en aftenrestaurant med bundsolid kvalitet og flere elskede retter,” siger Simon Olesen.
Hjælp fra erhversfolk
Siden branden og konkursen på Palægade har teamet kæmpet for at kunne blive ved med at servere frokost til folket. Åbningen af Møntergade er lykkedes med hjælp fra en lille kreds af erhvervsfolk med den kendte erhvervsmand Henning Kruse Petersen i spidsen.
”Vi har ligget søvnløse siden branden. Vi har knoklet i Restaurant Palægade siden 2016. Det lykkedes at skabe en utrolig populær københavnsk frokostrestaurant med klassiske dyder. Det ville ganske enkelt ikke være til at bære, hvis det hele bare skulle være spildte kræfter. Men det er det heldigvis heller ikke med åbningen af Restaurant Møntergade,” afslutter Olesen.
Hvor: Gammel Mønt 41, 1117 København K
Hvornår: 8. juni 2020
Book på Møntergade ➤