Gammel Nørrebro-darling åbner ny italiener

thumb image

Kræfterne bag det tidligere POP – et spiseri er nu tilbage på Nørrebro med et nyt italiensk koncept og masser af vin. Konceptet hedder cicchetti, og det samme gør restauranten, der åbner i februar.

Nørrebro får en ny italiener, når Cicchetti slår dørene op for første gang i begyndelsen af februar. Konceptet er enkelt: Kom og bestil så mange antipasti-retter, hjertet begærer og skyl efter med masser af vin.

Det er Nina Krysiza Sørensen og Rikke Kolding Pedersen, tidligere ejere af POP – et Spiseri i Griffenfeldsgade, der står bag den nye antipastirestaurant og bar på Nørrebrogade 56.

Det er godt halvandet år siden den anmelderroste og populære POP – et spiseri lukkede, da, de dengang fire ejere, alle havde lyst til at gå nye veje. Og det har været et utålmodigt halvandet år for de to restauratører:

”Vi glæder os HELT vildt til at åbne Cicchetti! Endelig kan vi byde gæster indenfor igen. Det har været lidt for længe undervejs med lokalesøgning og ombygning, synes vi, men nu er vi klar!” siger Nina Krysiza Sørensen.

Nyt koncept, nye rammer

Det har været svært for Nina Krysiza Sørensen og Rikke Kolding Pedersen at finde et passende lokale. Kort efter POP – et spiseri lukkede, har de ledt med lys og lygte efter et godt lokale på Nørrebro, mens de også har kørt et cateringfirma.

Da det lykkedes, stod de med en juicebar og en shawarmabiks side om side på Nørrebrogade. Lokalerne er nu slået sammen og gennemrenoveret, så det er spritnye lokaler, der danner rammen om den nye bacaro.

”Vi er så glade for, at det lykkedes os at blive på Nørrebro. Vi elsker Nørrebro – der var ingen tvivl om, at det var her, vi ville være,” siger Nina Krysiza Sørensen.

Cicchetti er italiensk for små snacks, som man bestiller efter appetit og smag. Italienerne siger, at når man spiser, så kommer appetitten, og på Cicchetti kan man både svinge forbi til en hurtig hapser, men man kan også blive hængende hele aftenen og snacke sig mæt i de mange antipasti.

Sommelier Luna Hjerming, der tidligere har været på bl.a. Famo Metro, Bar’Vin og 1.th., står for vinen, mens Nina Krysiza Sørensen og Rikke Kolding Pedersen står i køkkenet.


Book bord på Cicchetti ➤

You may also like...