To aalborgensiske restauranter blandt danskernes favoritter - DinnerBooking Blog
thumb image

To aalborgensiske restauranter blandt danskernes favoritter

Næsten 15.000 gæster har bedømt deres restaurantbesøg i januar måned, og to aalborgensiske restauranter er helt i top. Det viser en ny opgørelse fra DinnerBooking.com.

I Aarhus sker der lige nu en rygende udvikling på den gastronomiske front med et utal af nye restaurantåbninger og en stigende interesse for at spise ude. Men noget tyder på, at også Aalborg rummer et stort potentiale til at rykke sig på restaurantscenen.

I hvert fald er det hele to aalborgensiske restauranter, som præger listen over Vestdanmarks mest populære restauranter i januar måned. Det viser en ny opgørelse fra bookingsitet DinnerBooking.com, der er baseret på 14.592 anmeldelser. De to restauranter er Mortens Kro og Rositas Bistro, der åbnede i august 2015.

Lille og personligt spisested

Rositas Bistro ligger på en en 2. plads over de mest populære restauranter i Jylland og på Fyn – og endda på en 3. plads, når man ser på hele landet – og det glæder køkkenchef og ejer, Johan von Bülow, der også oplever en stor tilstrømning af gæster:

”Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er, men vi kan bare se, at det vælter ind med gæster, og vi har fuldt hus i januar og februar. Jeg tror, det betyder meget for gæsterne, at vi er et lille og hyggeligt sted med meget personlighed og sjæl,” fortæller han.

Rositas Bistro er en mindre restaurant med bare 34 pladser og et enkelt menukort, og Johan von Bülow tror på, at efterspørgslen i Aalborg generelt går mod denne type spisesteder:

”Jeg tror, vi går mod en udvikling, hvor folk foretrækker små og personlige spisesteder frem for de store og strømlinede restauranter. Der må gerne være plads til personlighed, skævhed og hjerterum, tror jeg,” fortæller Johan von Bülow, der bl.a. har en fortid på Madkonsortiet i Aalborg og Nordens Folkekøkken i Aarhus.

Top 5 i Vestdanmark (Jylland og Fyn)

  1. Lieffroy, Nyborg
  2. Rositas Bistro, Aalborg
  3. FREDERIKSGADE 42, spisestedet, Aarhus C
  4. Frøken Koch, Aarhus C
  5. Mortens Kro, Aalborg

Top 5 i hele Danmark

  1.  Lieffroy, Nyborg
  2. Studio, København K
  3. Rositas Bistro, Aalborg
  4. FREDERIKSGADE 42, spisestedet, Aarhus C
  5. Alchemist, København Ø

Om opgørelsen

Hver gang en gæst booker bord via DinnerBooking, får bookeren tilsendt et spørgeskema, hvor han/hun kan vurdere restauranten ud fra mad, betjening, stemning, samlet vurdering samt værdi for pengene. Det betyder, at en gæst kun kan bedømme en restauranten, hvis vedkommende rent faktisk har besøgt den. Opgørelsen for januar 2016 er baseret på i alt 14.592 gæsteanmeldelser.

Flere restaurant nyheder...