Skjult i en park i Rødovre: Her er Vestegnens mest populære kro
I den idylliske Espelund i Rødovre ligger Espehus Kro. Her er råvarerne i centrum; de skal være gode, i sæson og gerne så lokale som muligt. For det giver nemlig mening og smager bedst ifølge Rasmus Lund Jonasson, der er køkkenchef og ejer. Han er selv vokset op på Vestegnen og er efter flere år som kok både i Danmark og i udlandet landet kommet tilbage til Vestegnen.
På Espehus Kro er det ikke kun i køkkenet, at der er erfarne og dygtige folk. I restauranten huserer den anden ejer Birk Voss nemlig, der har erfaring fra flere toprestauranter i København, og så er han vokset op med Rasmus Lund Jonasson i Albertslund. De to er vendt hjem for at bringe den gode restaurantoplevelse til Vestegnen, og det har de gjort godt. Der er altså med andre ord al mulig grund til at tage turen til Rødovre.
En kro i en park
På den fine kro i parken i Rødovre serveres der klassisk smørrebrød til frokost og på kortet kan man for eksempel finde den Pariserbøf, som Ole Trolsøe fra Børsen for nylig anmeldte som “fænomenal”. Til aften er der mulighed for de mere raffinerede menuer på tre, fem eller syv retter eller à la carte-serveringer. Man kan nok godt kalde det et moderne hverdagskøkken med inspiration fra hele verden.
Der bliver leget med råvarerne, og man kan opleve ingredienser sammen, som man ikke før har set. Men der er ingen grund til at være nervøs, for retterne er veltilberedte og gennemtænkte – Og så er det vigtigt for Espehus Kro, at gæsten kan se alle elementer og forstå, hvad der bliver serveret. Der er altså ingen hokus pokus her – bare god mad, gode råvarer og rigtig god stemning.
Hvorfor skulle man egentlig ikke overtage en kro i Rødovre?
Det var egentlig ikke planen, at Rasmus Lund Jonasson skulle tilbage til Vestegnen, og slet ikke, at han skulle forpagte en kro i Rødovre. Men da Covid-19 pandemien ramte, sad han i Italien i lock down og savnede familien, da hans far sendte et link til den gamle kro i Espelunden. Den umiddelbare tanke var “tak, men nej tak”. Men ved nærmere overvejelse tænkte han: “hvorfor egentlig ikke?”. Og resten af historien giver sig selv.
Rasmus Lund Jonasson havde været afsted hjemmefra i flere år – til at starte med tre år i New York med Claus Meyer i Great Northern Food Hall og derfra videre til Italien. Selvom den talentfulde kok ikke manglede tilbud, var det alligevel hjemstavnen, der lokkede mest, og det er vi glade for.
Masser af events og DinnerDays til folket
På Espehus Kro elsker de events af alle slags. Her er mulighed for skræddersyede løsninger, firmafester, bryllupper, barnedåb og forretningsfrokoster. Derudover er der grill-aftener hver søndag i sommermånederne, krebsegilde, oktoberfest og Mortens Aften, bare for at nævne nogle. Og så deltager de også i DinnerDays i efterårsferien, hvor du kan få en bid af herligheden til en fordelagtig pris. Som man kan se, er der altså ikke meget, de ikke kan klare på kroen i Espelunden.
I DinnerDays serverer Espehus Kro denne lækre menu, så det er bare med at komme afsted.
1. servering: Dagens snacks
2. servering: Skaldyrsbisque, græskar, græskarkerner og purløgsolie
3. servering: Spoleben, vesterhavsost, jordskokkepuré, bagte jordskokker og sennepssovs
4. servering: Citronfromage og citronsorbet
5. servering: Dagens petit four
Pris 345 kr. (+ gebyr) pr. person
Lillesøster Alice indtager Viften
Den dynamiske duo har netop åbnet en ny restaurant i kulturhuset Viften midt i Rødovre, hvor de serverer god, gedigen dansk mad med et twist. Restauranten er opkaldt efter Birk Voss’ bedstemor, der har boet i Rødovre hele sit liv, og på Restaurant Alice kan man da også nemt få sine egne associationer til sin søde bedstemor når man sætter tænderne i en god hakkebøf. Restauranten ligger i kulturhuset Viften, der både afholder koncerter, stand-up shows og foredrag. Og så er der også en biograf. Det er jo helt oplagt at kombinere en tur i biffen med en god middag på Alice. Du kan læse mere om restauranten her.
Alice deltager også i DinnerDays i uge 42, hvor de tilbyder en lækker tre-retters menu med bedstemormad med gule ærter, glaseret skinke og citronfromage til bare 245 kr. (+ gebyr).