Kendt kok har åbnet asiatisk perle på Vesterbro

thumb image

Den anerkendte kok Henrik Jyrk har åbnet en asiatisk fusionsrestaurant, der sender dig på en smagfuld rejse til Malaysia og Singapore.

Vil du med på en eksotisk smuttur til sydøstasien? 

Singaporeansk chili krabbe, Rendang (indonesisk simreret), spareribs, andehjerter med teriyaki og Wagyu med rødvin og wasabi er blot nogle af de asiatiske lækkerier, du kan sætte tænderne i på den nye Restaurant Ibu på Vesterbro.

 

Foto: Spareribs på Restaurant Ibu

Det malaysiske køkken

Det malaysiske køkken er en stor del af kokken Henrik Jyrk’s hverdag. Hans kone er fra Malaysia og hun har derfor sine kulinariske rødder godt plantet i det autentiske asiatiske køkken.

Restaurantens navn ’Ibu’ betyder ’mor’ på malaysisk, og på Restaurant Ibu vil de gerne være som en mor for dig: ”For hvad gør en mor? Hun tager sig af dig, hun vil dig det bedste, hun er en sikker havn, og det kunne vi også rigtig godt tænke os at være,” fortæller Henrik Jyrk til aok.dk

Manden bag

Henrik Jyrk er efterhånden en kending i kokkeverdenen. I løbet af sin karriere har han arbejdet på flere Michelin-restauranter i både ind- og udland, været medejer at den populære grill-darling Kul i Kødbyen, vundet den største danske kokkekonkurrence ’Sol over Gudhjem’ to år i streg og senest har han bragt gourmetmad til Kalundborg med åbningen af Restaurant Naes ved det nyrenoverede Strandhotel Røsnæs.

Skal du prøve den nye Restaurant Ibu?

Hvad? Asiatisk fusion med rødder i det malaysiske og singaporeanske køkken

Hvor? Vesterbrogade 56, 1620 København V

Hvornår? Tirsdag-fredag fra 17:00 samt lørdag fra 12:00

Hvor meget? Priserne på retterne spænder fra cirka 65-205,- og der er drinks og vin på glas fra 75,-


Book bord på Ibu ➤

You may also like...