Restaurant HOS vinder Bedst på Fyn
Efter en tæt finale var det Restaurant HOS, der løb med sejren i Bedst på Fyn
Søndag var der finale i restaurant-konkurrencen Bedst på Fyn, der fandt sted på Fyn for allerførste gang.
Her var der kamp i køkkenet mellem to Odense-restauranter – erfarne Pasfall og den næsten nyåbnede Restaurant HOS.
Efter et tæt løb, var det Restaurant HOS, der med sine skarpe serveringer kunne kalde sig vinder af titlen som den bedste restaurant i det fynske.
Forrygende start
Restaurant HOS har siden de åbnede i februar taget den Odenseanske madscene med storm.
Siden deres åbning har både anmeldere og gæster været begejstret for den nye smørrebrøds-restaurant, der siden deres åbning blandt andet har ligget i toppen over de bedste gæsteanmeldelser på DinnerBooking.com.
I april blev de ligeledes nomineret til at vinde titlen som Årets smørrebrøds-restaurant i Danmark i Den Danske Spiseguide. Så man må sige, at de har haft en start, som mange restaurantejere kun tør drømme om.
Sidste af tre
Finalen på Fyn var den sidste af i alt tre finaler. Først triumferede Skoemagerkroen i Bedst på Sjælland, hvorefter Tabu kunne kalde sig vinder af Bedst i Nordjylland.
Mens konkurrencen har kørt ad flere omgange i både Nordjylland og på Sjælland, var det i år første gang, at konkurrencen blev holdt på Fyn.
Vind eller forsvind
Det er Bent Christensen, som udgiver Den Danske Spiseguide, der er idémanden bag konkurrencen, der har kørt på Sjælland og i Nordjylland i de sidste par år. Men i år har de fynske restauranter også haft chancen for at vise, hvad de kan.
Konceptet er enkelt. To restauranter duellerer mod hinanden, i en klassisk vind eller forsvind-konkurrence, om at sammensætte den bedste fire-retters menu.
Et dommerpanel vurderer, hvem der har lavet den bedste menu ud fra det visuelle udtryk, smag, kreativitet, service og vin-mad-match.
Vinderen går videre til næste runde og taberen ryger ud af konkurrencen. Sådan fortsætter det indtil kun to restauranter står tilbage i finalen.