Guide: Her skal du spise langs den nordjyske vestkyst

thumb image
Foto: V-Hav

Skal du bruge dette års sommerferie i dansk idyl på en tur til den nordjyske vestkyst? Eller er du blandt de heldige, som på dagligvis kan nyde de brede sandstrande, brusende hav og hyggelige fiskebyer?

Så har vi spiseguiden til dig her, som kan fuldende dit ophold – om det er ferie eller fast bopæl.

Vi starter ved Hirtshals, bevæger os efterfølgende ned over Jammerbugten forbi Lønstrup og Blokhus og herefter et smut til Hanstholm.

Abstrakt

På Abstrakt er der udsigt over Hirtshals Havn, og på tallerkenen finder du velsmagende retter, der er lavet med udgangspunkt i sæsonens bedste råvarer. Bag Abstrakt står Kamilla Schiøtt og Simon Emil Christensen, tidligere køkkenchef på den (nu lukkede) populære gourmet-restaurant Fyrklit.

Abstrakt kører med en 5-, 7- og 10-retters menu. Skal den have fuld fart på ferieforkælelsen, kan du også forudbestille deres “skurmenu”, når du booker bord. Den består af minimum 20 små serveringer og kan nydes med en vin- eller saftmenu.

Hvor: Sydvestkajen 7A, 9850 Hirtshals

Glashuset

Restaurant Glashuset genåbnede i Lønstrup i foråret 2018. Bag genåbningen finder vi Michael “Miv” Pedersen, der tidligere også drev restaurant her – og dengang sammen med Kim Møller Kjær. Miv og Møller, som de blev kaldt, drev desuden i mange år Villa Vest, som netop har modtaget en michelinstjerne.

Restaurant Glashuset bliver – som Restaurant Villa Vest – helt sikkert en køretur værd. Frokostkortet tager udgangspunkt i det danske kystsommerland med fisk fra Vesterhavet, mens aftenen byder på både a la carte og to 3-retters menuer med råvarer fra området.

Hvor: Strandvejen 68, Lønstrup, 9800 Hjørring

Villa Vest

I Lønstrup ligger Villa Vest, der netop har modtaget en michelinstjerne. Med uspoleret natur og det brusende hav som nabo er der en fænomenal udsigt fra restaurantens vinduer.

Nyd den smukkeste havudsigt mens du sætter tænderne i deres indbydende retter. På Villa Vest kan du forvente fantasifuld og veltilberedt mad, der er lavet af lokale råvarer. Smag på Nordjylland og nyd gode råvarer fra restaurantens naboer, når du sætter tænderne i en af deres menuer.

Villa Vest er uden tvivl et ‘must try’ på disse kanter. 

Hvor: Strandvejen 138, Lønstrup, 9800 Hjørring

Blokhus Fiskerestaurant

På Blokhus Fiskerestaurant kan du gå ombord i Seafood and Roast-Bu­ffeten, der byder på årstidens fisk og skaldyr fra Hirtshals fiskeauktion samt forskellige former for roast.

På a la carte-kortet finder du blandt andet husets fish and chips med tatarsauce, luksus stjerneskud eller dagens fangst. Udover at byde på havets friske herligheder tilbydes også irsk Hereford. Så der er rig mulighed for at dykke ned i smagfulde retter med både skaldyr og steaks, sammensat med sæsonens bedste råvarer.

Hvor: Klitgaardsvej 2 , Strandvejen, 9492 Blokhus

V – Hav

I første række til det brusende Vesterhav er restauranten V – Hav netop åbnet ved Tranum Strand kun 20 minutters kørsel fra Blokhus.

På tallerkenen får du skønne serveringer af grønt fra markerne i området og fisk og skaldyr fra de små kuttere lige uden for. Du kan altså forvente, at alle retter er lavet af økologiske, bæredygtige og lokale råvarer.

V – Hav har sommeråbent indtil den 20. august, så den nordjyske perle er oplagt at besøge, hvis du befinder dig på disse kanter i løbet af sommeren.

Foruden frokost og aftenservering tilbyder V – Hav deres egen is, som produceres af lokale frugter, bær og mejeriprodukter.

Hvor: Strandvejen 151, 9460 Brovst

Hanstholm Madbar

På toppen af Hanstholm med en fantastisk udsigt finder du Hanstholm Madbar. Her serverer de deres egne livretter i en afslappet atmosfære, hvor der emmer af humør, glæde, kærlighed til mad og godt værtsskab.

Skal du ud på en surftur, gåtur eller er du blot i området? Så læg vejen forbi den hyggelige madbar til frokost eller aften og oplev den intime og lette stemning, der præger stedet.

Hvor: Helshagevej 98, 7730 Hanstholm

You may also like...

3 Responses

  1. Claus Torp siger:

    Hvor i alverden har I gemt den ypperste af alle restauranter i det område:
    Strandingskroen i Blokhus, som overgår de øvrige med flere hestehoveder, både hvad angår mad, vin, lokaler og ikke mindst betjening.

  2. Preben siger:

    Hvor er restauranterne på den Jyske vestkyst fra Hanstholm til Tønder?

  3. Helle Kjær siger:

    Svinkløv Badehotel mangler i den grad også. Det er en fuldstændig suveræn restaurant, med den smukkeste beliggenhed. Men man skal være tidligt ude, med bordbestilling.