Simon og Simon har åbnet asiatiske Falang i Istedgade

thumb image

Istedgades livlige mangfoldighed er i januar 2019 blevet en restaurant-darling rigere. De festglade navnebrødre Simon og Simon har åbnet Vesterbros nye ’asiateria’, der serverer thailandske smagshits og karaoke i en gakket kontekst. 

Det forhenværende og velkendte ”Gule hus på hjørnet” i Istedgade er næsten ikke til at kende længere. Nu er det malet flamingo-pink, og indenfor er der udsmykket med kunstige planter, interiør og pynt, der spænder over hele farveladen.

Navnet Falang er de lokale thailænderes slang for den hvide europæer, og hvis du synes, det klinger bekendt, har du stensikkert danset ned ad Thailands kulørte stræder i tanktop og krebserøde arme. Nu deler flosklen betydning med en perle af en restaurant og bar, som i dén grad formår at levere alle de nødvendige ingredienser til en uforglemmelig aften.

Festkonger står bag

Holdet bag Falang Asiateria er de festglade københavner-kendinge, Simon Lennet og Simon Frank.

De to har gjort sig særligt bemærkede i det københavnske natteliv som bagmændene bag natklubberne Simons, Sunday og Chateau Motel. Udover diskoteker har drengene også tidligere prøvet kræfter med restaurationsbranchen, da de i 2013 lancerede restauranten Congo sammen med komiker Casper Christensen.

Nu prøver de igen – denne gang med et nyt og mere afslappet koncept: asiateria. Et selvopfundet ord, der dækker over deres thailandsk inspirerede bar og spisested, der ikke er blege for at lege med grænserne. Derfor er der naturligvis også karaoke på menuen.

Fra fine dining til tosse-thailandsk

Falang Asiateria har lavet sit eget take på det asiatiske køkken. Menukortet serverer thailandske kendinge som panang og pad thai, men det autentiske er skiftet ud med tosset og skørt – naturligvis krydret med rigtig gode smage.

Bag komfurets varme blus står køkkenchef Troels Würtz, som har erfaring fra blandt andet Sticks’n’Sushi, Condesa Bar og Spiseri og My Poké. Hvor Congo var fine dining, går Falang Asiateria efter det mere afslappede segment. Her er ingen hvide duge og et hav af gafler. Kom ind og få en drink eller et glas naturvin, mens du får lidt lækkert at spise – Du er også velkommen til at blive hængende og feste til ud på natten.

Hvor: Istedgade 48, 1650 København V


Book bord på Falang ➤

 

You may also like...