Efterårsferie i København: Guide til oplevelser i byen
Hvad skal dette års efterårsferie i København og omegn byde på af oplevelser? Vi har samlet nogle (u)hyggelige forslag til, hvad I kan få tiden til at gå med.
Efterårsferien i København er spækket med oplevelser og mystik. Sæt spænding og kulør på den mørke tid med et hav af sjove aktiviteter for enhver smag. Er du til forlystelser, gåder, fart eller natur? Læs med og få inputs til din ferie.
Tag en tur i Tivoli – Kæmpegræskar, uhygge og færøsk Michelin
Tivoli er et oplagt udflugtsmål for både børn og voksne med appetit på sug i maven og vind i håret. I efterårsferien er der masser af godt på programmet hos Tivoli, hvor du blandt andet kan opleve DM i kæmpegræskar, smukke kunstudskæringer i de store frugter og uhygge med Monsters Night Out.
Du kan læse mere om det hele på Tivolis hjemmeside.
Du kan også kombinere dit besøg med en rendyrket Michelinoplevelse. Fra den 13. oktober til 5. november kan du i det japanske tårn i Tivoli opleve færøske ROKS’ exceptionelle kokkekunst. ROKS er søsterrestaurant til den 2-stjernede Michelinrestaurant KOKS, som tidligere har gæstet det japanske tårn med stor succes. Her har KOKS’ køkkenchef, Poul Andrias Ziskas, og chefkok på ROKS, Mantas Vaidelis, forberedt en gastronomisk oplevelse, som får taget til at lette. Menuen tager afsæt i det, som havene omkring Færøerne har at byde på: frisk fisk og skaldyr – bragt op på et niveau, du ikke har oplevet før.
Pris: 800 kr. (+gebyr) til frokost // 1.200 kr. (+gebyr) til aften
Hvor: Det Japanske Tårn i Tivoli, Vesterbrogade 3, 1630 København V.
Spis gourmet til en god pris til DinnerDays
Nu hvor vi er ved gastronomiske oplevelser i særklasse. Trænger du til at forkæle smagsløgene med en bid af alt det bedste indenfor kokkeverdenen? I efterårsferien kan du på udvalgte restauranter over hele landet spise 3 retter fra 245 kr. DinnerDays er restaurantfestivalen, hvor eksklusive og velsmagende madoplevelser bliver udbudt til en pris, som er yderst appetitvækkende.
Blandt udvalget finder du alt fra store bøffer, italiensk antipasti, asiatisk og meget mere. Mon ikke der også findes noget i nærheden af dig?
Pris: fra 245 kr. (+ gebyr)
Hvornår: 14.-23. oktober 2022
Få fart over feltet hos Racehall i Taastrup
Er du til lugten af brændt gummi og lyden af motorkraft? Så kom og få den ultimative fartoplevelse hos verdens største indendørs gokartbane. Hos Racehall i Taastrup er faciliteterne i orden, og banen indbyder til mange timers sjov for hele familien. Banen er 1250 meter lang, 13 meter bred og indeholder hele 22 varierende sving, så er du ikke en pro, så bliver du det nok efter dagens ræs.
Der er drop in fra 160 kr., men du kan læse mere om baner, udstyr og priser på Racehalls hjemmeside.
Melder sulten sig, så er der råd for det lige på stedet, hvor Sallie’s Race Lounge holder til. Her træder du ind i en tidslomme, som leder dig tilbage til 1950’ernes Amerika. Du kan besøge Sallie’s Race Lounge før eller efter en tur på gokartbanen – eller du kan komme forbi for at spise uden at køre.
Hvor: Bondehøjvej 20, 2630 Taastrup
Løs gåder på Christiansborg med Mystery Makers
Er du vild med gåder, danmarkshistorie og smukke slotte, så skal du på opdagelse med Mystery Makers på Christiansborg. Her bliver du ledt rundt i alle afkroge af det gamle slot, mens I sammen skal løse Magtens Hemmeligheder. Kan I sammen redde kongeriget, eller styrter I landet i grus?
Prisen for et Mystery Hunt ligger fra 199 kr. ekskl. entre til Christiansborg. Man skal minimum være fire personer, så saml dit bedste hold af venner og gå på jagt. Læs mere på Mystery Makers’ hjemmeside.
Bliver I sultne efterfølgende, kan et besøg hos Meyers i Tårnet varmt anbefales. Restauranten holder til i tårnet på Christiansborg. Her kan du nyde en udsøgt middag side om side med Thorvaldsens næsten 200 år gamle løvestatuer i det 11 meter høje lokale.
Til frokost er der et udvalg af smørrebrød, mens aftenmenuen består af à la carte-retter som oksetatar, svinebryst eller rødspætte tilberedt af erfarne hænder.
Hvor: Christiansborg, 1240 København K
Oplev naturen og farverne i Dyrehaven
Livet er dyrt – især med en energikrise og stigende inflation hængende over hovedet. MEN der er mange gratis glæder at finde. Skoven er et godt sted at starte, for her er der højt til himlen og masser af smukke farver. Tag den lune frakke på og familien under armen, og så kan I få masser af timer til at gå med at finde ting i skovbunden, se på kronvildt og tale om løst og fast.
Find et sted at holde picnic, og skulle I alligevel blive fristet til at gå ind og varme jer et sted, kan Peter Lieps Hus anbefales. Her serverer de alt fra en kop kaffe til en dejlig flerretters menu. I efterårsferien deler de desuden et sjovt opgavehæfte ud til alle børn, som spørger efter det. Når børnene har udfyldt det og afleveret opgavehæftet tilbage, får de en dejlig varm kop kakao på husets regning.
Hvor: Dyrehaven 8, 2930 Klampenborg
Kom med på hårrejsende spøgelsesjagt i Københavns gader
Kan du heller ikke få nok af gys og gru (og det er jo sæson for Halloween), så er en spøgelsesjagt gennem Københavns mørke gader måske lige sagen. Lad det løbe koldt ned ad ryggen, når du hører om hjemsøgte huse, gamle gravstæder og uhyggelige historier med Ghosttours guidede ture rundt i “det glemte København”. Hør historier om helt almindelige menneskers oplevelser med spøgelser og se gamle bygninger, hvor danske helte og berømtheder har holdt til – og måske er de der stadigvæk?
Pris: Voksen: 120 kr. / Barn op til 12 år: 60 kr.
Hvornår: 21. oktober
Turen slutter ved Vestergade 29 – lige foran BrewPub, som i anledning af DinnerDays har tilrettelagt en lækker 3-retters menu til kun 245 kr. BrewPub er også et mikrobryggeri, som producerer lækre øl, der passer perfekt til maden.
Derudover stammer lokalerne helt tilbage fra det 17. århundrede, og rygterne siger, at de også hjemsøges af spøgelser. Måske du kan få din tjener til at fortælle en historie eller to, som får hårene til at rejse sig.