Vinder af byens bedste service har glædet gæster i tre årtier

thumb image
Foto: Sokkelund Café & Brasserie

På Smallegade på Frederiksberg ligger en af bydelens klenodier, som gennem 30 år har bespist et utal af sultne gæster, der har lagt vejen forbi. Sokkelund er kendt for sin hyggelige atmosfære, tidløse indretning og en stil, der minder om franske bistroer i Paris. Med sine mørke træpaneler, elegante lædermøbler og varme belysning formår Sokkelund at skabe en intim og afslappet stemning, som tiltrækker både stamgæster og nye besøgende.

Service og kvalitet er altid i højsædet på Sokkelund, og det er blevet bemærket. Sokkelund har lige vundet Berlingskes “Byens Bedste” pris for bedste service, og det kan vi godt forstå. Restauranten har et ry for at levere en konsekvent god oplevelse, hvad enten det gælder maden eller den venlige betjening. Det er et sted, der formår at kombinere det enkle med det elegante på en måde, der gør, at folk vender tilbage igen og igen.

Kom til fødselsdagsfejring på Sokkelund

Restaurant Sokkelund fylder 30 år i år, og det er ret imponerende! I tre årtier har de været et fast holdepunkt på Frederiksberg og et sted, hvor både lokale og besøgende har kunnet nyde god mad i hyggelige omgivelser. Sokkelund har holdt fast i sin charme og popularitet, selvom der er kommet mange nye spisesteder til i byen.

Den 24. september inviterer Sokkelund til fejring af deres fødselsdag. Morten Gregersen og Martin Hildebrandt, der ejer Sokkelund, skriver følgende på deres Instagram:

Kære Sokkelund Venner,  

I år er det 15 år siden, at vi overtog caféen på Smallegade. Forud for vores ejerskab drev gode mennesker stedet i 15 år. Det betyder, at Sokkelund i år kan fejre sin 30-års fødselsdag. Tirsdag den 24. september fra kl. 16.00-18.00 inviterer vi derfor til et glas bobler – og vi håber meget på at se dig!

Det lyder da som en genial mulighed for at få en festlig tirsdag med et glas bobler, godt selskab og måske en lækker middag efterfølgende. Det bliver en fejring af både fortiden og fremtiden, som du ikke vil gå glip af.

Sokkelund leverer morgen, middag & aften

Menukortet byder på et bredt udvalg af retter inspireret af både det danske og franske køkken. Sokkelunds burger har opnået næsten legendarisk status i København, men de er også kendt for at servere klassikere som bøf bearnaise, moules frites og smørrebrød til frokost. Og så er de også indehavere af et solidt udvalg af vine og cocktails.

Når man går forbi Sokkelund, er der gæster at finde fra morgen til aften, for restauranten er et populært åndehul på Frederiksberg, der kan imødekomme de fleste behov. Sokkelund tilbyder et sublimt menukort til morgenmad og brunch med retter som Eggs Benedict, French Toast, Acai Bowls og et udvalg af omeletter for bare at nævne nogle få. Derudover er der mulighed for at tilføje lidt luksus med lækre juicer, Champagne, Bloody Mary eller måske lidt østers fra Gillardeau.

Man bliver heller ikke skuffet over udvalget til frokost på Sokkelund, for her finder du både smørrebrød, Sokkelunds berømte burger og lækre franske klassikere som Croque Madame og Moules Marinère. Faktisk kan man få alle de samme retter som til aften, hvor den eneste forskel er, at der ikke serveres smørrebrød. Der er noget for enhver smag, sæt for eksempel tænderne i en hummerpasta, tatar eller peber boeuf akkompagneret med et godt glas vin eller to.

Hvor:
Smallegade 36
2000 Frederiksberg

You may also like...