Redaktionen anbefaler: Disse 3 restauranter skal du besøge til DinnerDays

thumb image

PR- og marketingassistenten, Lissa, er et rigtigt madøre, som nyder alt fra de udenlandske køkkener til lokal gastronomi. Hun kommer her med tre bud på, hvor hun gerne vil spise til dette efterårs DinnerDays festival.

At tage ud og spise en god middag sammen med mine venner eller familie er noget af det bedste, jeg ved. Men det kan også hurtigt blive en bekostelig affære, hvis ikke jeg holder lidt igen og passer på min pengepung. Derfor synes jeg, DinnerDays er et helt vildt fedt koncept. Det giver mig nemlig mulighed for at springe ud i forskellige gastronomiske oplevelser, hvor priserne er mere overkommelige, men kvaliteten fortsat er på sit absolut højeste.

I år er der hele 42 spændende restauranter i København at vælge imellem. Og hvis du, ligesom jeg, elsker at udforske den københavnske restaurantscene, så har jeg her samlet en liste over steder, som helt klart er et besøg værd til efterårets DinnerDays. Bon appétit og rigtig god DinnerDays festival!

Nærvær

Hos Nærvær på Christianshavn kan du se frem til en femstjernet spiseoplevelse med prangende udsigt til Inderhavnsbroen og Københavns Havn. Her skal du holde godt fast i bordet, hvis du ikke vil ende med at blive blæst bagover af den fantastiske stemning, forførende betjening og de enestående retter. Denne restaurant er i klasse for sig, og jeg glæder mig til at opleve dem til dette års DinnerDays.

  • Jomfruhummerbisque med jordskokker og dild
  • Ribeye med blomkålspuré, kål og mættet sauce
  • Vaniljeis med peanutbutter-karamel

Du kan desuden også bestille deres vegetarmenu, hvis du ønsker dette.

Pris: 245 kr. pr. person (+ gebyr)
Hvor: Strandgade 87E, 1401 København K

Restaurant Koefoed

På Restaurant Koefoed laver de ærlig og delikat mad, der er moderne fortolkninger af gode, gamle klassikere. Retterne er sammensat af udsøgte råvarer fra Danmark og særligt fra Bornholm. På Restaurant Koefoed har de nemlig en helt særlig kærlighed til Bornholm og til de mange skønne råvarer. Den lækre mad har også Michelinguidens anmeldere også fået øjnene op for. Her er Restaurant Koefoed blevet tildelt “The Michelin Plate”.

Til DinnerDays serverer Koefoed:

Forret
Røget laks, enebær, bitre salater og persillesauce

Hovedret
Kalveculotte med stegte jordskokker, sortkål og hønsesky

Dessert
Kirsebær, mørk chokolade og iscreme

Pris: 440 kr. (+gebyr)
Hvor: Landgreven 3, 1301 København K

LaLaLa

På Christianshavn ligger der en skøn restaurant ved navn LaLala, som i den grad indkapsler den gode franske stemning og mad akkompagneret af franske druer, som du kender den fra ferien sydpå. Her forstår de virkelig at give deres gæster en smagsoplevelse i topklasse, garneret med god betjening og festlig stemning. Jeg har kun gode oplevelser herfra, og jeg glæder mig til at prøve deres DinnerDays menu i år.

  • Sprød krustade med rørt tatar og friterede kapers, smørstegt blinis med kartoffelskum og caviar fra Maison Rossini og croquette af duroc gris og estragoncreme
  • Bagt torsk med spinat en branche og fiskebisque
  • Stegt oksemørbrad med svampe, braiserede oksehaler, pommes Anna og sauce bordelaise
  • Klassisk citrontærte med sprød og blød marengs

Pris: 440 kr. pr. person (+ gebyr)
Hvor: Strandgade 98, 1401 København K

You may also like...