Spændende restauranter i Aalborg: Udsøgte retter til gode priser

thumb image
Foto: Det Glade Vanvid

Hvor skal du tage hen, hvis du godt vil nyde en lækker middag i det hyggelige Aalborg? Her får du et overblik over skønne restauranter i den nordjyske by, hvor du kan forkæle mundtøjet med spiselige lækkerier til ganen, kolde øl og udsøgte vine.

Den aalborgenske madscene gør det altså bare godt. Her spænder udvalget fra all inclusive-middage, hvor du bliver forkælet med en helaftens-spiseoplevelse, til spiselige kunstværker, som smager lige så godt, som de ser ud. Det er næsten svært at vælge, hvor den næste middag skal nydes, når der er så mange gode alternativer.

Men bare rolig, denne liste tager dig med indenfor til et smugkig på fem af Aalborgs restauranter, så du kan få inspiration til, hvor du skal booke bord til dig og dit selskab.

Grav7Bistro

Grav7Bistro er en charmerende restaurant på Gravensgade, hvor der hersker en afslappende og hyggelig stemning. Her kan du få en sublim spiseoplevelse, som trækker tråde til varmere himmelstrøg og sydeuropæiske restauranter. Køkkenstilen i bistroen er enkel og uformel, og der bliver hverken gået på kompromis med det gode håndværk eller de friske råvarer.

Konceptet byder både på social dining med delikate deleretter samt en mere klassisk a la carte-oplevelse, som du med garanti sent vil glemme. På menukortet vil du udover udsøgte vine og spændende cocktails finde retter såsom cremet pastaretter, sprøde surdejspizzaer og risotto med stracciaella samt smagfulde serveringer med fisk og skaldyr.

Hvor: Gravensgade 7, 9000 Aalborg

Grav7Bistro deltager desuden i den famøse madfestival DinnerDays, hvor du kan nyde en verdensklasse menu til kun 245 kr. per. person +gebyr.

Mortens Kro

Mortens Kro ligger smukt placeret lige ved Mølleå Arkaden i Aalborgs gamle og romantiske bydel. Kroen er en af byens førende restauranter, og det stræber de efter at blive ved med at være. Det er en moderne restaurant, der har fingeren på pulsen – både når det gælder kvalitet, råvarer, indretning og international atmosfære.

På Mortens Kro brillerer kokkenes udsøgte retter, som har fået anmeldere til at rose dem til skyerne. Seneste udmærkelser, de har gjort sig, er priserne ‘Årets bo og Spis adresse’ og ‘Morten Guidens særpris’ ved Den Danske Spiseguides galla 2022. På Mortens Kros menukort vil du blandt andet kunne finde hummersalat, kroens hjemmerøgede laks og indbagt kalvemørbrad.

Desuden er Mortens Kro præmieret af Den Danske Spiseguide for deres udvalg af vine, og de råder desuden over et af Danmarks største og mest komplette Dom Perignon samlinger fra 1928 og frem.

Hvor: Mølleå 2-6, 9000 Aalborg

Rositas Bistro

Rositas Bistro er en hyggelig restaurant i hjertet af Aalborg. Her kan du glædeligt se frem til en helaftensoplevelse, hvor der er tænkt over hver mindste detalje. De lægger særligt vægt på, at der skal være tid til gode samtaler, fordybelse og nærvær omkring maden og vinen. Derfor sørger personalet for, at dit bord aldrig bliver booket mere end én gang den pågældende aften.

På den måde sikrer de sig, at du kan læne dig tilbage, slappe af og nyde oplevelsen i dit tempo. Når du ankommer, vil du få serveret snacks, lidt kølige bobler eller en cocktail. Efterfølgende vil du blive introduceret til 14 retter, hvoraf du kan vælge fire, som udgør din menu. Afslutningsvis vil du kunne nyde en drink, øl eller the/kaffe med noget tilhørende spiritus.

Hvor: Borgergade 20, 9000 Aalborg

Det Glade Vanvid

Brødrene Koch byder indenfor på Det Glade Vanvid i Aalborg til en all inclusive middag i deres evigt populære restaurant. Når du sætter dig til bords, er der ikke noget, som er forbeholdt nogle få særligt udvalgte. Alle får den fulde pakke, når kokke og tjenere folder sig ud på den gastronomiske scene. Sammen guider de dig igennem en flere timers forestilling fuld af enestående smagsoplevelser, der er centreret omkring dig.

Hos Det Glade Vanvid arbejder de ud fra filosofien om, at god mad ikke nødvendigvis skal sætte ild til dit kontokort. En aften i selskab med Det Glade Vanvid koster 499,- i hverdagen og 599,- i weekenden. For de penge får du en gennemtænkt helaftensoplevelse tilrettelagt af to af landets bedste kokke. For den pris får du blandt andet appetizer og cava, tre serveringer, udvalgte øl og vine, hjemmebagt brød med urter og kaffe, te og sødt til at runde af med.

Hvor: Budolfi Plads 26, 9000 Aalborg

Restaurant Fauna

På Restaurant Fauna træder du ind i omgivelser, som er lyse og indbydende, og hvor udsigten spiller på alle de rigtige tangenter. Her får du sanselig mad med plads på første parket ud til Limfjordens syngende bølger. Det er restauratøren og stjernekokken Mikael Kopp Christiansen, der er gået sammen med køkkenchefen Nicklas Thellufsen, og sammen kokkererer de spændende og velsmagende kunstværker baseret på områdets egne lokale råvarer.

Faunas ideologi og tanker tager udgangspunkt i ambitionen om at levere en ren, frisk, enkel og bæredygtig tilgang til måltidet. En tilgang, som viser råvarenes lokalt forankrede DNA på smukkeste vis, gennem nænsom tilberedning, pakket ind i et skarpt sæsonorienteret univers, hvor maden, indretningen og stemningen afspejler den tid, vi befinder os i.

Hvor: Musikkens Plads 1, 9000 Aalborg

You may also like...