En af Nørrebros ældste caféer fylder 30 år
I hjertet af Nørrebro, med den bedste placering på Sankt Hans Torv, finder man Sebastopol – en af de ældste caféer i området. Faktisk hele 30 år! I alle årene har Sebastopol været garant for god fransk mad og pariserstemning. Ingen frankofile hjerter går knuste herfra, for her er alt, hvad det kan begære.
Den franske dame på Nørrebro viser stolt sine former frem og inviterer til både morgenmad, frokost og middag. På Sebastopol fornemmer man tydeligt de franske aner, hvor selv bardisken blev hentet i Paris i tidernes morgen.
Her kan du for eksempel nyde en pastis, et glas vin eller en omgang moules frites, der bliver serveret på autentisk vis af tjeneren i hvid skjorte, vest og forklæde, præcis ligesom hjemme i Frankrig. Bedre bliver det ikke!
Fra broget arbejderkvarter til fashionabel bydel
I 1994 drog Ole Saabye og Tommy Juhl Jepsen fra Odense mod hovedstaden med en drøm om at give københavnerne en café, der rummede lidt af den franske charme, fabelagtige gastronomi og gode stemning, som man finder på de bedste etablissementer i Paris. Og det kunne københavnerne rigtig godt lide.
Stedet blev hurtigt populært, og gennem årene har Sebastopol huset et utal af tilfredse gæster, der har besøgt caféen i alle slags anledninger. Nørrebro var i 1994 en af de mere brogede bydele i København, men gennem tiden er kvarteret blevet et mekka for gastronomi og kultur, og Sebastopol har fulgt med og leveret stabil parisisk stemning gennem alle årene.
At drive Sebastopol i 30 år har været en fantastisk rejse fyldt med glæde og passion for den franske cafékultur. Vores mission har altid været at skabe en autentisk, fransk bistrooplevelse på Nørrebro, og det er gæsternes glæde og den unikke atmosfære, der har drevet os gennem alle årene”.
Ole Saabye og Tommy Juhl Jepsen
I løbet af de tre årtier har Ole og Tommy også udvidet med egen vinimport. På Sebastopol er alle vine er særligt udvalgte for at sikre den bedst mulige oplevelse, fordi de mener, at vinen er en stor og vigtig del af den franske madoplevelse. Og madoplevelsen skal være god, og råvarerne i sæson; her finder man aldrig asparges i november eller jordbær i marts.
Kom til madfestival på Sebastopol
På Sebastopol har man altid været glad for en god anledning til at samles om en fælles oplevelse. I de spæde år på Sankt Hans Torv stod diverse danske personligheder for eksempel for søndagsunderholdningen med interessante indslag af forskellig slags, ligesom der har været tradition for på spisesteder i den franske metropol.
Gennem tiden har begivenhederne dog gået i en mere gastronomisk retning, og der huses alt fra DinnerDays, Beaujolais Nouveau-fester, Pop-Up events, Bastille dag og Moules Frites Festival.
I efterårsferien i uge 42 åbner Sebastopol igen dørene til DinnerDays og tilbyder en skøn tre-retters menu til en favorabel pris, når madfestivalen afholdes på en stor del af Københavns yndlingsrestauranter. Se her, hvad de byder på:
Forret: Cremet fiskesuppe med kammusling og dildolie
Hovedret: Braiseret kalvespidsbryst med pommes rösti, grillede kejserhatte og skysauce
Dessert: Poire Belle Hélène med lun chokoladesauce, vaniljeis og ristede hasselnødder
Eller
Forret: Salat med gratineret gedeost, syltet pære, salat, nødder og oliven
Hovedret: Bagt portobello, med svampeduxelle, puy linser og svampebouillon
Dessert: Poire Belle Hélène med lun chokoladesauce, vaniljeis og ristede hasselnødder
Pris 245 kr. pr. person (+ gebyr)
Adresse: Sankt Hans Torv 32, København N