Tivoli får ny grøn restaurant

thumb image

Når Tivoli slår dørene op på torsdag den 6. april, bliver det med en ny og grøn restaurant i porteføljen. 

Er du til grønne retter i et fornuftigt prisleje, så vil du uden tvivl sætte pris på Tivolis nyeste tiltag. Når Tivoli åbner torsdag, vil en nye restaurant nemlig være at finde i haven – nemlig Gemyse.

Gemyse ligger i Nimb Terrasses gamle lokaler, og som navnet antyder, serverer de som udgangspunkt en menu, der er lavet udelukkende af grøntsager.

Der vil være en menu til 250 kroner med seks grønne serveringer, og hvis man har lyst, kan man så tilkøbe kød eller fisk, fortæller køkkenchefen:

”Vi er ikke fanatiske, og selvfølgelig serverer vi kød og fisk til de gæster, der har lyst til det. Til gengæld er mit ønske at vise, at man kan lave smagsintensiv og delikat mad udelukkende ved brug at grøntsager.”

“Jeg er ikke bange for at bruge krydderier fra hele verden, så det bliver en menu med masser af smag. Og man skal i øvrigt ikke være bange for at gå sulten fra bordet,” siger Christoffer Brink, der har doggybags klar til mindskelse af madspild, hvis gæsterne vil have eventuelt overskydende mad med hjem.

Erfaren køkkenchef

Køkkenchefen bliver Christoffer Brink, der har en fortid på anmelderroste Alberto K, der lukkede for nyligt. Og han ser frem til at trylle retter frem i det grøntsagsbaserede køkken:

»Grøntsager kan tilberedes på et hav af måder, så både smag og tekstur kan varieres i langt højere grad end med fisk og kød. For mig som kok er det motiverende at være med til at vise Tivolis gæster, at grøntsager sagtens kan indtage hovedrollen i måltidet,« siger Christoffer Brink.

På vej ind i selve restauranten træder man ind i Gemyses store drivhus, hvor urter og blomster til menuen vokser i fuldt flor. Her vil der også være mulighed for at købe grønne serveringer, snacks og lette retter, der kan nydes i drivhuset, men også er velegnede til at tage med ud i Haven.

I haven rundt om restauranten vil der være små bålpladser, som gæsterne kan hygge sig omkring og fx lave snobrød eller riste marshmallows.


Book bord på Gemyse ➤

You may also like...