Efterårsferie i Sydeuropa: 3 restauranter i Aarhus byder på menuer til en ekstra god pris

thumb image
Foto: MasVino

Tag med en tur til Middelhavet i efterårsferien, hvor flere skønne restauranter byder indenfor til en aften inspireret af den sydeuropæiske gastronomi. Smilets by disker op med stemning, lækker mad og god vin i uge 42, ligesom på ethvert sydlandsk etablissement med respekt for sig selv – og så endda til en rigtig god pris.

Vi kan alle savne de lyse sommeraftener, de lune dage ved stranden eller den lange sommerferie. Men fortvivl ej! I DinnerDays bringer vi varmen tilbage, når efteråret viser sin smukkeste side frem. Aarhus er fyldt med dejlige restauranter, og vi har udvalgt tre, der med garanti kan hjælpe på humøret.

Le Bleu kurerer din efterårsblues

På Aarhus Ø’s Riviera ved Bassin 7 finder man denne perle, der serverer franske klassikere med et twist. Maden og råvarerne er altid af høj kvalitet, og de dygtige kokke kræser om retterne både til frokost og aften. I efterårsferien får du en gennemført aften med tre gennemtænkte retter, der får dit frankofile hjerte til at slå lidt hurtigere. Betjeningen her er varm og kompetent, og så sørger de oven i købet også for gratis parkering – du skal blot oplyse din nummerplade ved ankomst. På Le Bleu forsvinder din efterårsblues med garanti som dug for solen, så sørg for at lægge din vej forbi i uge 42.

Denne skønne menu bliver serveret:

Forret: Torsk én croute med gulerodssauce og røget marv
Hovedret: Confiteret kylling med palmekål, bær og fyldig sauce
Dessert: Grillede æbler med vaniljeis og knas

Tilkøb: Snacks, 100 kr. pr. person

Pris: 245 kr. (+ gebyr)

Hvor:
Irma Pedersens Gade 84
8000 Aarhus C

Vamos til MasVino Vinbodega

Stemningen er uformel, betjeningen kæk og man kan ikke sætte en finger på maden. På denne hyggelige, næsten hemmelige, vinbar i en baggård i Aarhus ledes tankerne hen på en spansk taverna, der emmer af liv og glade dage. Hos MasVino skal det være let at komme på besøg, vin skal ikke være kompliceret og maden skal have fokus på velsmag og kvalitet. På vinbaren er man velkommen uanset om man bare skal have en glas vin og en snack, eller om man skal have den store menu med 6 serveringer. Her er så hyggeligt, at man slet ikke har lyst til at tage hjem til Danmark igen.

I efterårsferien kan du nyde disse lækkerier:

Forret: Grillstegte argentinske kæmperejer vendt i smør, hvidløg, urter og citron. Serveres med sprød salat, asiatisk peanutsauce og brød
Hovedret: Okse og lam (lam, som du godt kan li’) med chorizoolie, vendt i et hav af urter til en tyrkisk köfte. Serveres på madbrød med kold abrikossauce og friskostcreme. Hertil crispy crudité med vinaigrette, brunet smør og urter
Dessert: Spansk cheesecake med fløde- og bærsauce

Pris: 245 kr. (+ gebyr)

Hvor:
Klosterport 4b
8000 Aarhus C

Martino: Middelhavsmirakler ved vandet

I Marselisborg Lystbådehavn ligger dette skønne spot med en smuk udsigt til vandet. På Martino er det ikke et bestemt køkken, der er repræsenteret, men i stedet har man valgt alle favoritterne fra de forskellige lande i Middelhavet. På menukortet kan man finde alt fra græske souvlaki-spyd, italiensk carbonara, spanske calamares fritos eller fransk moules frites. Her handler det om at nyde livet og spise god mad med venner eller familie. Hos Martino er det ikke svært at glemme de kølige efterårstemperaturer udenfor, mens man spiser den lækre tre-retters menu. Så det er bare med at få købt en billet til en aften i Middelhavssolen.

Forret: Hvidløgs- og chilistegte tigerrejer med aioli og sprød, friteret tang
Hovedret: Stegt kulmule med cremet kartoffelkompot, variation af gulerod, brændte porrer og sauce hollandaise
Dessert: Citrontiramisu med limoncello gelé og frisk verbena

Pris: 245 kr. (+ gebyr)

Hvor:
Marselisborg Havnevej 46 B
8000 Aarhus C

You may also like...