Danske madanmeldere har kåret landets bedste retter i 2022
Danmarks bedste betjening, udskænkning og årets retter er blevet kåret af foreningen Danske Madanmeldere. Se her, hvilke restauranter der vandt de flotte titler!
Den 28. august 2022 blev vinderne i ÅRETS RET 2022 kåret ved en ceremoni på Israels Plads i hjertet af København.
Prisuddelingen var arrangeret af foreningen Danske Madanmeldere, der blev stiftet i 1999 med henblik på at skabe et samarbejde med nogle af de bedste, danske restaurantanmeldere for at kåre årets bedste retter.
De respektable priser i Årets Ret inddeles i tre kategorier, nemlig hav, land og sødt/ost. Derudover findes særpriskategorierne: bistro, betjening, udskænkning, smørrebrød og bar.
Her kan du se, hvem der løb af med de prestigefyldte titler.
Årets Ret – LAND
Vinderen af Årets Ret – Land blev Jack Cramer fra Restaurant Okê i Skagen med en ret bestående af vildt, ål og foie gras.
De nominerede i kategorien var:
- Thomas Wetle Andersen, VesterVenner/Læsø: Jakob Altenborgs små Ditta kartofler, muld og syltet solbærskud
- Christoffer Sørensen, Studio: Kalvetunge og hamp. Røget marv og solbær
- Jack Cramer, Okê Ruths, Skagen: Vildt, ål og foie gras (vinder)
- Brian Mark Hansen, Søllerød Kro: Tuber melanosporum, selleri, valnødder, sherry og Unika 30
- Søren Birch, Alimentum: Karl Johan, Thybo og pære
Årets Ret – HAV
Vinderen af Årets Ret – Hav blev Nicolaj Møller fra Restaurant Treetop med en ret bestående af saltet helleflynder, Dashi og Prunier Paris caviar.
Restaurant Treetop har hjemme på det skønne 4-stjernede hotel Munkebjerg ved Vejle Fjord. Treetop er en gourmetrestaurant, der ikke alene byder på unikke madoplevelser, men også på en helt unik udsigt over skov og fjord.
Restauranten, der bliver anset som en af landets bedste, kan prale med et moderne, dansk køkken med forkærlighed for fisk og skaldyr, hvor hele køkkenteamet er med til at skabe madkunst i verdensklasse.
De nominerede i kategorien var:
- Nicolaj Møller, Restaurant Treetop: Saltet helleflynder, Dashi & Prunier Paris caviar (vinder)
- Nick Curtin, Restaurant Alouette: Grillet havtaske, pighvarsauce, havtaskelever og citrongræsolie
- Christian Nurup, Restaurant Bühlmann: Hamachi med yuzu koshō, ikura og ponzu
- Rasmus Kofoed, Geranium: Selleri, røget torskerogn, fermenteret fløde og kaviar
- Brian Mark Hansen, Søllerød Kro: Hummer, tomat og thaibasilikum
Hvor: Munkebjergvej 125, 7100 Vejle
Årets Ret – Sødt/Ost
Jakob Mielcke Hansen fra Mielcke & Hurtigkarl løb af med prisen for Årets Ret i kategorien Sødt/Ost med sin dessert ved navn Kvædedesserten.
De nominerede i kategorien var:
- René Redzepi, Noma: Kold creme med svensk safran, mexicansk chokolade og birkes-praliné
- Christoffer Sørensen, Studio: Vilde blåbær, røget vanilje og fermenteret honning
- Jonas Mikkelsen, Frederiksminde: Grillet rødgrød med is på solbærgrene og fermenteret honning
- Jacob Mielcke, Mielcke & Hurtigkarl: Kvædedesserten (vinder)
- Rasmus Kofoed, Geranium: Multebær, græskar og hvid chokolade
Kategorien Bistro
Prisen som årets bistro går til Atelier 33 i Aarhus. Den franskinspirerede restaurant har taget aarhusianerne med storm siden åbningen i foråret 2021.
Hos Atelier 33 forenes godt håndværk, gode råvarer, nærvær og kvalitet. Gæsterne roser blandt andet Atelier 33 for deres betænksomme betjening, den hyggelige stemning i lokalet og så naturligvis maden på tallerkenen.
Restauranten bliver drevet af vennerne Kenny, Frederik og Lasse – alle tre dygtige restauratører, som tidligere slog deres folder på den anerkendte Restaurant ET. Sammen udgør de et skudsikkert hold, som i dén grad forstår at navigere i de franske køkkentraditioner.
De nominerede var:
- Atelier 33, Aarhus (vinder)
- Brasserie Prins, København
- Restaurant Bacchus, Odense
Hvor: M.P. Bruuns Gade 33, 8000 Aarhus C
Kategorien Udskænkning
Ikke alene har Restaurant Levi lige vundet Byens Bedste Restaurant 2022 i København, nu har direktør og stifter Jesper Boelskifte også vundet i kategorien udskænkning!
Restaurant Levi åbnede i marts 2022 og har lige siden da serveret udsøgt fusionsmad, med et køkken, der får italiensk og japansk gastronomi gå op i en højere enhed.
Den italienske køkkenchef hedder Andrea Calducci og har en fortid hos trestjernede The Fat Duck i London samt en perlerække af toprestauranter i Europa og Asien.
Restauranten er opkaldt efter den italienske grappa-producent Romano Levi, der formåede at skabe et univers, hvor både produktet og indpakningen var fuldstændig unikt. Det er Restaurant Levi inspireret af, og derfor kan man som gæst se frem til at opleve et madunivers, hvor der er tænkt nøje over design og smag.
De nominerede var:
- Nadia Alexandrine, Restaurant Bühlmann, Aalborg
- Peter Fagerland, Dragsholm Slot, Hørve
- Jesper Boelskifte, Restaurant Levi, København (vinder)
Hvor: Ny Østergade 24, 1101 København K
Kategorien Smørrebrød
Kæmpe tillykke til Restaurant Palægade, der er løbet med prisen for både Byens Bedste Smørrebrød 2022 i København samt vundet i kategorien smørrebrød ved Årets Ret-kåringen!
Restaurant Palægade serverer højtbelagt smørrebrød, som flere gange har fået ry for at være noget af det bedste, du kan få i byen. Derudover kan du på aftenens menukort se frem til et udvalg af velsmagende retter, som tager sit udgangspunkt i det danske og franske køkken.
Bag Restaurant Palægade står blandt andet makkerparret Kristian Arpe-Møller og Rune Amgild Jochumsen. De to har i flere år haft godt fat i branchen, hvor de har haft stor succes med deres andre restauranter Formel B og Uformel i København og Restaurant Sletten i Humlebæk.
De nominerede var:
- Restaurant Palægade, København (vinder)
- Boulevarden, København
- Restaurant Lumskebugten, København
Hvor: Palægade 8, 1261 København K
Kategorien Bar
Næstsidst, men absolut ikke mindst, vandt Bar’Vin prisen i kategorien bar.
Som både navnet og indretningen bærer præg af, har vinen fået intet mindre end ærespladsen. Uanset hvor øjet kigger hen, er der vin i sigte og næsten også indenfor en håndsrækning.
Hele tankegangen omkring Bar’Vin er bygget op omkring et fundament af lidenskab for god vin, og med mere end 25 års erfaring inden for genren, ja, så ved de, hvad de taler om.
Vinene er overvejende biodynamiske, men også både økologiske og konventionelle. Men den brede fællesnævner for alle husets vine er det håndværk, der ligger bag. Bar’Vin importerer langt de fleste vine fra mindre vinbønder, der er specialister på hver deres område.
Derudover byder Bar’Vin også på hjemmelavede klassiske og rustikke retter, der er inspirerede af det franske, spanske og italienske køkken. Og så finder du naturligvis en bred vifte af charcuteri og råmælksoste, der går hånd i hånd med vin.
De nominerede var:
- Propaganda, København
- Bar’Vin, København
- Gedulgt, Aarhus
Hvor: Skindergade 3, 1159 København K
Kategorien Betjening
I kategorien betjening blev det Johan Brodersen fra Okê i Skagen, der blev kåret som vinder.
De nominerede var:
- Dennis Lak, Restaurant Struktur, Aalborg
- Sankt Annæ-tjenerholdet, Restaurant Sankt Annæ, København
- Johan Brodersen, Restaurant Okê, Hotel Ruths, Skagen
Se alle de nominerede til årets priser her.