Ny italiensk restaurant indtager Vesterbro
På Vesterbro i København har den populære vinbar BEVI BEVI fået en italiensk søsterrestaurant. Navnet er Mangia, og her kan du se frem til klassiske italienske pastaretter i uformelle omgivelser.
På Vesterbro kan du nu se frem til et nyt italiensk stamsted.
Holdet bag den populære italienske vinbar, Bevi Bevi, har nemlig besluttet sig for at sætte en ny italiensk restaurant til verden, hvor der skal være fokus på det klassiske italienske køkken.
Til den anledning har de hentet tre italienske kokke til København, som skal regere køkkenet og kreere de italienske lækkerier.
Pasta uden dikkedarer
Hvor Bevi Bevi har fokus på vin og antipasti, vil den nye restaurant Mangia have fokus på pasta i alle afskygninger.
Og for Philip Skovgaard, der er ejer af Bevi Bevi og medejer af det nye Mangia, har det længe været en ambition at åbne netop denne type restaurant:
”Vi har altid haft lyst til at lave et uformelt spisested, hvor man kan kigge forbi og spise klassiske italienske pastaretter uden så mange dikkedarer,” fortæller han og fortsætter:
”Alt skal være lavet fra bunden og være højt niveau – bare uden de fine fornemmelser.”
Fyldte pastaer og anderagout
Indtil nu har restaurant Mangia holdt en række testmiddage, og her har menuen blandt andet stået på pappardelle med anderagout, ravioli med smør og salvie og farseret blæksprutte.
Udover den gode, håndlavede pasta vil restauranten naturligvis også byde på italiensk vin, og ifølge Philip Skovgaard er der også gode muligheder for blot at kigge forbi til et hyggeligt glas vin, hvis man er til det.
Philip Skovgaard ejer den nye Mangia sammen med sin kone Lea Parkins, Paola Ladogana og Jonas Hecksher. Kokkene hedder Andrea Goletto, Antonio Errico og Carlo cossiri og kommer fra henholdsvis Piemonte, Puglia og Marche i Italien.
Restaurant Mangia åbner officielt onsdag den 9. november.
Book bord på Mangia ➤