Gæsterne har talt: Her er de mest populære restauranter rundt i Danmark

thumb image
Foto: Restaurant VANDret

Lokalt, genialt og hyggeligt. Det er nogle af fællesnævnerne for de populære restauranter, gæsterne belønner med topanmeldelser. Se hvilke steder, der høster stor ros, og få inspiration til din næste madoplevelse – både øst og vest for Storebæltsbroen.

Vi er halvvejs inde i 2023. Det betyder, at der er en dugfrisk liste klar med gæsternes favoritrestauranter for det sidste halve år. Og lad os bare sige det, som det er: Vi forstår godt, hvorfor gæsterne elsker disse steder!

Top 3 i Østdanmark

Nr. 3: Øens Spisested – København

Øens Spisested er endnu engang i toppen over gæstefavoritter. Spisestedet er dog mere end en god restaurant. Det er også et kulturelt samlingspunkt for amagerkanerne med alt fra livemusik, digtoplæsninger samt øl- og vinsmagninger.

Øens Spisested er et mekka for ethvert madøre, der går op i lokale råvarer og ærlig kogekunst. Her går den passionerede kok og ejer, Yngve Fobian, selv på jagt efter områdets bær og urter samt hiver dagens fisk op af Øresund.

Mandag og tirsdag kan du få 4 retter til 300 kr. samt en vinmenu til 200 kr.

Samlet score: 5,81 ud af 6
Hvor: Holmbladsgade 71, 2300 København

Nr. 2: Parsley Salon – Hellerup

På Parsley Salon får du en madoplevelse udover det sædvanlige – og det er gæsterne tilsyneladende enige i. På den hyggelige restaurant i Hellerup serveres en 8-retters menu præget af de bedste smage og teknikker fra den klassiske kogekunst.

En aften på Parsley byder lige øjeblikket på alt fra Caviar, hvide asparges, havtaske og hjemmelavet jordbæris. Du slipper 1100 kr. for den udsøgte menu, og har herudover mulighed for at tilkøbe en perfekt afstemt vinmenu.

Samlet score: 5,84 ud af 6
Hvor: Strandvejen 203, 2900 Hellerup

Nr. 1: Studenterkilden – Klampenborg

Gæsterne er vilde med Studenterkilden i Klampenborg. Og det er ikke så underligt, for stedet er et perfekt udflugtsmål for alle madglade sjæle, der trænger til ultimativ forkælelse i smukke og idylliske omgivelser.

Studenterkilden holder til i et charmerende stråtækt bindingsværkshus midt i skoven. Restauranten kører “En aften på kilden”-menu, som består af starters med champagne, 8 retter, sødt til kaffen og en lille skarp til, hvis dette ønskes. Menuen varierer efter årstiden og køkkenets humør, og koster 1475 kr.

Vil du fuldende aftenen, kan du vælge at komplementere din middag med en vin- eller saftmenu.

Samlet score: 5,94 ud af 6
Hvor: Enghavevej 16, 2930 Klampenborg

Top 3 i Vestdanmark

Nr. 3: Restaurant Bind – Kruså

I Sønderjylland ligger den populære Restaurant Bind. Det er gourmetkokken Christian Bind, der står bag restauranten i det charmerende hus med den fantastiske udsigt over Flensborg Fjord.

Bestiller du “Christians menu”, får du en 3-retters med de mest friske, danske råvarer. Lige i øjeblikket er der friskfanget fisk fra fjorden, dansk kalv og grønt fra markerne.

Som gæst føler du dig velkommen fra det sekund, du træder ind ad døren. Dit besøg starter altid med en tur i køkkenet, hvor du kan hilse på kokkene, imens du får en aperitif.

Samlet score: 5,78 ud af 6
Hvor:
Fjordvejen 120, Sønderhav, 6340 Kruså

Nr. 2: Restaurant VANDret – Løkken

I uformelle rammer i Hotel Løkken Strand ligger Restaurant VANDret. Som navnet angiver disker restauranten op med retter lavet på havets råvarer.

Med menuen “en vandret aften” får du champagne og caviar, 5 sæsonbetonede retter, tilpasset vinmenu, petit fours samt kaffe og avec for 1495 kr.

VANDret leverer ikke bare en gastronomisk oplevelse. Placering tæt på natur og strand giver også øjeblikkeligt feriefornemmelser, hvilket gør stedet oplagt at besøge, når du trænger til en getaway fra hverdagens trummerum.

Samlet score: 5,8 ud af 6
Hvor:
Nørregade 28, 9480 Løkken

Nr. 1: Syttende – Sønderborg

I Sønderborg ligger den populære restaurant Syttende, der høster roser for at skabe en sublim helaftensoplevelse. Det er tv- og topkok, Jesper Koch, der står bag succesen i Sønderborg.

Hver eneste råvare er nøje udvalgt og tilberedt, så den bidrager bedst muligt til den samlede smagsoplevelse. Du kan derfor godt forberede dig på at blive blæst bagover, når du sætter tænderne i den mad, der kommer ude fra Syttendes køkken.

En menu på Syttende koster 2195 kr., og kan kombineres med en vinmenu eller en alkoholfri menu, som købes ved siden af.

Samlet score: 5,83 ud af 6
Hvor:
Nørre Havnegade 21-25, 6400 Sønderborg

You may also like...