Italiensk i Aarhus: Forkæl dine smagsløg og drøm dig til støvlelandet

thumb image
Foto: Basso Aarhus

Hungrer du efter velsmagende antipastis, cremede pastaretter og delikate vine? Læs med her og få 3 bud på spisesteder i Aarhus, hvor du er garanteret skøn italiensk mad.

Det italienske køkken er et af danskernes aboslut foretrukne. Vi elsker de simple, rustikke smagseksplosioner, som italienerne har beriget os med. Heldigvis har flere aarhusianske restauranter specialiseret sig i at forkæle gæsternes smagsløg med god mad, der smager som om, du sad i støvlelandet.

Vi har samlet tre spisesteder, der leverer en udsøgt madoplevelse i italienske rammer.

Middelhavsstemning hos Restaurant Martino

Med den flotteste udsigt over Aarhus Bugten ligger Restaurant Martino. Placeringen er bestemt ikke tilfældig, for hos Martino er du garanteret middelhavsstemning.

Menukortet byder på kød- og fiskeretter fra hele middelhavsområdet, men det er de italienske klassikere, der dominerer. Når vejret tillader det, kan du nyde en skøn skaldyrsservering eller pizza på deres terrasse.

Har du svært ved at vælge mellem de lækre retter, kan du med fordel vælge tastingmenuen til 429 kr. pr. person. Her får du 7 retter bestående af udvalgte italienske, spanske og franske klassikere såvel som nyfortolkninger. Ønsker du den fulde oplevelse, kan du for 799 kr. få en helaftensoplevelse med tastingmenu og tilhørende velkomstbobler, 4 glas vinmenu samt kaffe og chokolade.

Pris: 429 kr. for tastingmenu
Hvor: Marselisborg Havnevej 46 B, 8000 Aarhus C

Nordiske råvarer i italiensk symfoni hos Basso Aarhus

Hos Basso Aarhus får du det bedste fra begge verdener, når skønne nordiske råvarer trylles om til smagfulde italienske serveringer.

Hvis du holder af sociale spiseoplevelser, er den lille italienske oase i hjertet af Aarhus et besøg værd. Her er social dining i højsædet, da der serveres retter, som kan deles og nydes mellem alle om bordet.

Hos Basso kan du frit vælge mellem retter fra deres a la carte kort og deres tasting menuer, der består af 10-13 sæsonbetonede serveringer.

Pris: 398 kr. for 10 retter // 498 kr. for 13 serveringer
Hvor: Skolegade 21. 8000 Aarhus C

Smag på Italien morgen, middag og aften på Grappa

Drømmer du om italiensk morgen, middag og aften? Så er Grappa stedet. Her starter dagen til duften af friskbrygget espresso, nybagt brød og italienske pølser og oste.

Besøger du Grappa efter kl. 12, kan du sætte tænderne i en klassisk Vitello Tonnato eller kaste dig over dagens pizza. Er du den sultne type, eller vil du bare udforske menukortet, kan du sammensætte en 2- eller 3-retters menu.

Samme koncept gælder om aftenen. Her kommer vinbar-stemningen rigtig frem, og med mere end 250 forskellige flasker vin på kortet, finder du noget til enhver smag.

Pris: 325 kr. for 3-retters aftenmenu (+275kr. ved tilkøb af vinmenu)
Hvor: Åboulevarden 60, 8000 Aarhus

Følelsen af Venedig på Piccolo

På Piccolo tæt ved havnebadet er det let at drømme sig væk til de venetianske kanaler. Her serveres en række cicchetti, som er små italienske retter – Venedigs svar på tapas. Perfekte til at nyde i godt selskab.

Snyd heller ikke dig selv for Piccolos hjemmelavede pasta, lavet i deres eget pastaværksted, eller deres sprøde pizza bagt af dygtige pizzabagere.

Den forfriskende, farverige spritz, som stammer fra Italien, har fundet vej til Piccolos drikkekort i hele 10 forskellige versioner. Prøv både den sikre vinder Aperol Spritz eller den nytænkte Peach Melba Spritz. Skål!

Pris: 325-450 kr. for cicchettimenuer // A la carte fra 135 kr.  
Hvor: Irma Pedersens Gade 82, 8000 Aarhus C

You may also like...