Er du vild med smørrebrød? Her får du Københavns bedste kartoffelmad
Smørrebrød er et hit blandt mange – særligt kartoffelmaden, når de nye danske kartofler er i sæson. Her får du fire gode bud på en kartoffelmad i København.
Nye danske kartofler er en gudespise i sommermånederne. Men en kartoffelmad er ikke bare kartofler, som er placeret vilkårligt på et stykke rugbrød. Det er madkunst i sin reneste form. Og du kan spise anretningen i forskellige variationer og afskygninger.
Vi giver dig fem forskellige bud på, hvor du kan spise en kartoffelmad i København.
Tårnet – det kreative, farverige stykke smørrebrød
Meyers i Tårnet er formentlig et af de spisesteder i København, som byder på en noget usædvanlig lokation. Restauranten ligger nemlig i 34 meters højde på Christiansborg Slot – derinde, hvor alle landets store beslutninger bliver taget.
Her serverer Tårnet en mad bestående af nye kartofler, løvstikke, perleløg og kærnemælk. Tårnet har masser af andet godt smørrebrød på menuen, da du ikke kan nøjes med ét stykke.
Hvor: Christiansborg, København K
Schønnemann – prøv forskellige udgaver af kartoffelmaden
Restaurant Schønnemann er en rendyrket frokostrestaurant og et af de ældste spisesteder i København. Her er der siden 1877 blevet serveret sild, øl og brændevin.
Schønnemann har flere bud på smørrebrød med kartofler, du kan vælge mellem:
- Kartoffelmad med bacon, mayonnaise, rødløg og purløg
- Kartoffelmad med friskpillede rejer, ærtecreme og ramsløg
- Kartoffelmad med koldrøget laks med citron, lime og løvstikkemayonnaise
- Kartoffelmad med røget ål, mayonnaise, rødløg og purløg
- Kartoffelmad med aspargescreme, friterede løg og karse
Du kan også bestille deres skønne smørrebrød som takeaway.
Hvor: Hauser Plads, København K
Lumskebugten – en kartoffelmad med et røget tvist
Et solidt bud på en kartoffelmad i København er på Lumskebugten. Deres frokostkort bugner af det – både i klassiske og kreative versioner.
Du kan selv lægge vejen forbi til frokost og lave din egen vurdering af smørrebrødet. Det er hvert fald ikke tilfældigt, at de høster masser af roser fra gæsterne.
Deres kartoffelmad består af nye, danske kartofler med løg, røget mayonnaise og kartoffelchips.
Hvor: Esplanaden 21, 1263 København K
Hey IDA – Frokostrestaurant – Et mad med hele smagspaletten
Denne perle på Kalvebod Brygge er et oplagt sted at slå sig ned på de solrige dage. På Hey IDA kan du nemlig få maden serveret udenfor på terrassen til lyden af bølgeskvulp.
Særligt kartoffelmaden er populær på menukortet henover sommeren. Den består af danske kartofler, purløgsmayonnaise, sommerløg og radiser. En lækker mad med både knas, friskhed og fedme!
Hvor: Kalvebod Brygge 31-33, 1780 København V