Skønne steder med udeservering i Odense
Solen er endelig kommet til det danske land. Det betyder, at du kan sidde udenfor under lunere himmelstrøg og nyde et god måltid mad. Vi har samlet de bedste spisesteder i Odense, som byder på udeservering.
Odense bugner af restauranter og caféer med herlige udendørsspots, så det er bare om at gribe for sig af de skønne muligheder.
Nogle af byens bedste spots til udeservering finder du hos blandt andre…
HOS – smukt smørrebrød under åben himmel
Hvis du endnu ikke har besøgt Restaurant HOS, så må du lægge vejen forbi. Stedet er populært blandt gæsterne og ikke uden grund. Her kræses der om detaljerne, og menukortet bærer præg af det, der er i sæson. Du har med sikkerhed ikke smagt smørrebrød, som deres. Små kunstværker på tallerkenen, som smager ligeså godt, som det ser ud.
Du kan også spise en overdådig 3 eller 6-retters menu torsdag til lørdag. Her kan du eksempelvis smage kotelet á krogmodnet Svendborggris. Så bliver det ikke mere lokalt!
Hvor: Kongensgade 65, 5000 Odense C
Froggys Café – farverig mad og kage midt på gågaden
Froggys Café ligger perfekt placeret i Odenses velbesøgte gågade. Lige i knudepunktet, som forgrener sig ud i Mageløs, Vestergade og Kongensgade.
Men det er ikke kun den centrale beliggenhed, der gør Froggys til en af byens mest velbesøgte caféer. Populariteten går nemlig hånd i hånd med en stjernegod service fra stedets sprudlende personaleteam og naturligvis menukortets velsmagende indhold. Her kan du nyde både klassisk caféburger med sprøde fritter, et koldt glas hvidvin eller en lækker brunch.
Her har Froggys også deres helt egen konditor, hvorfor der er kagedag hver dag hos cafeen.
Når weekenden byder op fest og farver, så er menukortet fuld af gode cocktails on tap. Her er det oplagt at sidde udenfor i aftensolen og påbegynde weekendens strabadser.
Der er dømt god stemning og højt humør, hvis du lægger vejen forbi denne perle.
Hvor: Vestergade 68,5000 Odense C
Oluf Bagers Gård – charmerende baggård
Restaurant Oluf Bagers Gård ligger i hjertet af Odense. Bygningen går helt tilbage til 1586, hvor den blev opført af den odenseanske købmand Oluf Nielsen Bager, og hvor navnet har holdt ved.
Stedet drives af passionerede mad-entusiaster, hvis ønske er at drive et sted med hyggelig atmosfære. Her er derfor ingen fine fornemmelser.
Du kan spise til både frokost og aften. Her byder aftenkortet mandag-torsdag på hele 9 retter til575 kr. inkl. velkomstdrink og to glas vin. Og til frokost kan du vælge alt fra smørrebrød til dampede hvide asparges med håndpillede rejer.
Maden kan nydes i deres lille oase af en gårdhave, som er det perfekte udeserverings-spot.
Hvor: Nørregade 29, 5000 Odense
Storms Pakhus – street food marked
Der er intet som et street food marked, der kan få sat skub i det gode humør og sommerstemningen.
Storms Pakhus har til huse i en gammel lagerbygning på Seebladsgade i Odense C. Her står dygtige folk klar til at servere lækker mad fra alverdens køkkener og ikke mindst kolde drikkevarer til at skåle med. Storms Pakhus råder nemlig over 18 forskellige madboder og 6 barer, så der er nok at vælge imellem.
Her hersker en urban stemning båret af rustikke genbrugsmøbler lavet af træ, gamle paller og stablede ølkasser. Ingen fine fornemmelser, men bare en afslappet atmosfære, hvor det i høj grad er tilladt at nyde tilværelsen.
Hvor: Seebladsgade 21, 5000 Odense C
Restaurant Nordatlanten – alt godt fra havet ved havnen
Restaurant Nordatlanten har adresse på Odense Havn og er et yderst populært sted at nyde et godt måltid. Som navnet antyder, henter stedet inspiration fra de nordatlantiske lande. Retterne er inspireret af Grønland, Island og Færøerne, men der er også referencer til det franske køkken.
På Nordatlanten kommer du altså helt i ét med det nordiske ophav, og beliggenheden på havnen nær bølgekvulp og gamle skibe, kan det næppe blive meget bedre. Her er det oplagt at spise en dejlig frokost eller middag, samtidigt med at man kan nyde den friske havduft.
Hvor: Nordatlantisk Promenade 1, 5000 Odense C