Spiseguide til Royal Run: Her kan du spise i værtsbyerne

thumb image
Foto: The Pescatarian

Skal du løbe Royal Run i år? Eller står du klar til at heppe på sidelinjen i en af årets værtsbyer? Så får du her en liste over 7 skønne restauranter, der holder åbent anden pinsedag, hvor årets royale løb finder sted.

Uden mad og drikke duer helten ikke!

Det gælder også, når H.K.H. Kronprinsen byder velkommen til den helt store løbefest for fjerde gang mandag den 29. maj 2023.

I denne guide får du et overblik over besøgsværdige restauranter, der holder åbent anden pinsedag i værtsbyerne: København/ Frederiksberg, Nykøbing Falster, Nyborg og Herning.

København / Frederiksberg: Mêlée

På en lille sidegade til Gammel Kongevej ligger Mêlée. Her serveres der fransk bistromad af højeste kaliber. Du behøver dog ikke frem med den store pengepung for at få noget godt til ganen her.

Restauranten er perfekt placeret i forhold til Royal Runs 10 km-rute, der går langs Gammel Kongevej. Så længe du lader bilen stå hjemme den dag.

På a la carte-menuen finder du Mêlée-klassikere og sæsonretter som rørt tatar, stegt havtaske og hvide asparges med rejer, hollandaise og urter. Har du en sød tand, kan du nyde deres hjemmelavet crème brulée med sorbet.

Du kan også vælge bistroens menupakke, som består af fire retter til 475 kr.

Pris: 475 kr. for Mêlée Menupakke
Adresse: Martensens Allé 16, 1828 Frederiksberg

København / Frederiksberg: The Pescatarian

Leder du efter en god restaurant tæt på målstregen for de tre københavner-ruter? Så er The Pescatarian et godt bud. Den pescetariske restaurant ligger for enden af Amaliegade, hvor H.K.H. Kronprinsen og tusindvis af friske københavnere kommer i mål.

Spisestedet er samtidig perfekt til en overdådig pinsemenu, der kan indtages med god samvittighed. Her får du friskfangede, lokal fisk, skaldyr og sæsongrønt til en overkommelig pris. The Pescatarian kører med en 4-retters og 6-retters menu. Til begge menuer kan du tilkøbe en vinmenu.

Alle retter kan laves 100% vegetariske, og ønsker du en 100% vegansk menu, kan dette også bestilles på forhånd.

Pris: 450 kr. for 4 retter // 650 kr. for 6 retter
Adresse: Amaliegade 49, 1256 København K

København / Frederiksberg: The Vietnamese

Hos The Vietnamese, der ligger i Store Kongensgade, får du serveret autentisk vietnamesisk mad i hyggelige rammer. Booker du bord til frokost, er der mulighed for at vælge a la carte, og om aftenen har kokken sammensat forskellige menuer, der tilfredsstiller enhver smag.

Fuldend feriefornemmelserne anden pinsedag med en smuttur til varmere himmelstrøg, når du går ombord i køkkenchefens tasting menuer. Smag på alt fra grillede kammuslinger, tigerrejer i rødkarry, kryddermarinerede vagtler til kokos-panna cotta med mangocoulis.

Tasting menuerne koster 495 kr. og kan sammensættes med vin- og cocktailmenu, hvis dette ønskes.

Pris: A la carte fra 75 kr. // menuer fra 275 kr.
Adresse: Store Kongensgade 91, 1264 København K

Nykøbing Falster: Restaurant MARE

Hos Restaurant MARE kan du få fyldt energidepoterne op med højtbelagt smørrebrød og delikate fiske- og kødserveringer. Restaurant MARE ligger i den moderne bydel, Slotsbryggen, med skøn udsigt til vandet, som du kan nyde godt af fra alle borde i restauranten. Her er atmosfæren varm og serviceniveauet i top.

Frokostkortet byder på et udvalg af klassiske og nytænkende smørrebrødsstykker samt et par enkelte frokostretter, der er blevet kræset om. Om aftenen kan du frit vælge mellem a la carte og deres Revy Menu, som består af 3 retter.

Mandag den 29. maj holder Restaurant MARE ekstraordinært åbent hele dagen.

Pris: 75-165 kr. for frokost // 385 kr. for deres aften Revy Menu
Adresse: Slotsbryggen 9, 4800 Nykøbing Falster

Nykøbing Falster: Restaurant Igiganti

Elsker du også italiensk? På hjørnet af Frisegade ligger den italienske perle, Restaurant Igiganti. I anledningen af Royal Run holder Igiganti et event, hvor de har sammensat to skønne menuer. Her kan du frit vælge mellem en 2-retters menu til 199 kr. og en 3 retters til 329 kr.

Hos Restaurant Igiganti er der garanti for, at du bliver taget et smut tilbage til støvlelandet med autentiske smage og friske råvarer, der er blevet behandlet med en god portion kærlighed.

Forkæl dig selv og slut dagen af med et udsøgt måltid sammen med familie eller venner.

Pris: 199 kr. pr. person (ekskl. gebyr) for 2 retter // 299 kr. pr. person (ekskl. gebyr) for 3 retter
Adresse: Frisegade 10, 4800 Nykøbing Falster

Nyborg: Bistroen Nyborg Strand

Befinder du dig i Nyborg til den royale løbefest, bør du overveje at stille sulten hos Bistroen Nyborg Strand. Med en bæredygtig tilgang til gastronomi, kreerer køkkenet velsmagende retter med råvarer fra lokale leverandører. De er blandt andet kendt for deres salater, lavet med grønt fra naboen Rosilde Højgaard, samt deres oksehøjreb ad libitum med bagt kartoffel, pommes pailles, franske ærter og hjemmelavet bearnaise, der serveres hver aften fra kl. 17.

Bistroens atmosfære er en kombination mellem en bar, restaurant og brasserie. Her kan du både nyde en kold øl fra baren eller få et godt hjemmelavet måltid i restauranten.

Pris: 178-288 kr. for en hovedret
Adresse:
Østerøvej 2, 5800 Nyborg

Herning: Brasseriet Herning

Brasseriet Herning
Foto: Brasseriet Herning

Med mere end 20 års erfaring er både mad og service af høj kvalitet hos Brasseriet Herning. På a la carte-menuen finder du både pighvar, lammekrone og oksemørbrad, der serveres med sauteret grønt, kartoffelgarniture og sauce.

Skal du virkelig forkæle dig selv, har brasseriets dygtige kokke sammensat 3 forskellige menuer, der kan tilfredsstille enhver smag.

Hvis hele familien skal ud at heppe med fra sidelinjen, når Royal Run for første gang gæster Herning, er Brasseriet Herning et oplagt sted at fortsætte de festlige begivenheder. Her er plads til store som små forsamlinger – og altid med hyggen i højsædet.

Pris: 2 retter til 328 kr. // 3 retter til 428 kr. // 4 retter til 498 kr.
Adresse: Skolegade 4, 7400 Herning

You may also like...