Unik spiseoplevelse: Spis en Michelin-middag til en god pris i Det japanske Tårn i Tivoli
Denne sommer får Tivoli kulinarisk besøg på højeste plan, når både spanske, danske og islandske stjernekokke serverer Michelin-mad i Det japanske Tårn. Her kan du få en spiseoplevelse i verdensklasse uden at det koster det hvide ud af øjnene.
Tivoli inviterer i år tre gourmetrestauranter inden for i forlystelseshaven som pop-up restauranter. I en begrænset periode vil du kunne nyde Michelin-hædret mad i Tivolis varemærke, Det japanske Tårn, hvor turen går til Spanien og Island.
Her kan du opleve den spanske mesterkok Paco Morales, som har to Michelin-stjerner på sin superhypede restaurant Noor. Du kan også smage islandsk gastronomi fra øverste hylde, når holdet bag den et-stjernede restaurant DILL, tryller med islandske råvarer.
Derudover byder Det Japanske Tårn velkommen til en af dansk gastronomis rising stars, når vinderen af Michelinguidens Young Chef Award i år, Christoffer Sørensen fra restaurant STUD!O, serverer gastronomi inspireret af det spirende, danske forår.
Middagen vil bestå af 9 serveringer til den nette sum 1.200 kr. pr. person, hvilket er en unik mulighed for at smage islandsk og spansk mad fra øverste hylde, uden du skal finde passet frem.
Læs mere om mesterkokkene herunder.
Spansk gastro-arkæologi ved Paco Morales
I juli rykker en af Spaniens mest hypede kokke, Paco Morales, ind i Det japanske Tårn. Paco Morales, der også kendt som kokkeverdenens Indiana Jones, laver hvad der bedst kan betegnes som ”gastro-arkæologi”. Her genopdager og genopfinder han mad fra det 10.-15. århundrede og skaber smukke, velsmagende retter, der forbinder fortidens ingredienser og smage med nutidens avancerede teknikker.
Paco Morales ejer El Bar, som er en trendy andalusisk bar med bund i Córdobas rige madtraditioner i form af simple og raffinerede retter. Derudover er han køkkenchef på den to-stjernede Restaurant NOOR, hvor hans mål er at promovere den gastronomiske arv fra den Al Andalusiske Epoke gennem kreative nyfortolkninger.
Til gæsterne i Tivoli har han skræddersyet en unik menu, som indeholder både andalusiske og danske ingredienser samt mere klassiske gourmet-råvarer som østers, tun og marv.
Her kan du se frem til madoplevelse, der kombinerer to-stjernede NOOR i jordnære versioner med den mere uformelle og udogmatiske restaurant El Bar. Paco Morales’ mad kan opleves fra den 2.-28. juli.
Pris: 9 serveringer til 1.200 kr. pr. person.
Dato: Fra den 2.-28. juli.
Uforudsigelig islandsk fine dining med Restaurant DILL
Fra den 1. august til den 10. september kan du opleve islandske Restaurant DILL, som byder på noget så unikt som islandsk Michelinmad.
Chefkok Gunnar Karl Gìslasson serverer uforudsigelig og kreativ islandsk fine dining, som på den ene side har fødderne dybt plantet i islandske madtraditioner og råvarer, og på den anden side er fyldt med moderne/legesyge teknikker med internationalt udsyn.
“Min ambition er at bringe noget unikt og ægte islandsk til København.
DILL handler om islandske ingredienser og traditioner serveret på en smuk og elegant måde.
Samtidig er målet at skabe en varm, rar og uprætentiøs stemning. Et sted, hvor vores gæster føler sig hjemme.”
– Gunnar Karl Gìslasson,
Chefkok og ejer af Restaurant DILL
Gunnar Karl Gìslasson kommer til Tivoli med en menu, som er bygget op om islandske råvarer og teknikker som vintertørret havkat, tang, frisk fisk, fermentering og Hangikjöt, som er kød røget over tørret fåregødning, og som samtidig trækker på inspiration og teknikker fra hans tid fra en række toprestauranter i Danmark og New York.
Pris: Fastlagt menu til 1.200 kr. pr. person.
Dato: Fra den 1. august til den 10. september
Vinderen af Young Chef Award besøger Tivoli
Kom ind og oplev på egen hånd, hvorfor danske Christoffer Sørensen, der er køkkenchef ved gourmetrestauranten STUD!O, er kåret til årets unge kok i Michelinguiden. Han har endda opnået Global Master Level i den danske White Guide, og så er han nomineret i hele to kategorier ved dette års Årets Ret-konkurrence, som bliver kåret af Danske Madanmeldere.
Til gæsterne i Det japanske Tårn har Christoffer Sørensen sammensat en gennemført gastronomisk oplevelse med 9 serveringer, som afspejler det spirende forår og har særlig vægt på skånsomt fanget fisk, danske østers og blæksprutter, samt sæsonens udbud af grønt, understøttet af syltninger og fermenteringer.
Restaurant STUD!O er p.t. ved at finde nye lokaler, så pop-up restauranten i Tivoli er eneste chance for at opleve Christoffer Sørensen og co’s mad henover sommeren.
Pris: 9 serveringer til 1.200 kr. pr. person.
Dato: Fra den 21. april til den 25. juni